David Beckham besøgte Solskjær: 'Så glad for at se chefen!'

Der er ikke blevet sparet på særlige besøg til Ole Gunnar Solskjær, og tirsdag aften var ingen undtagelse.

Sidste weekend var det Manchester Uniteds ejer, Avram Glazer, der var på besøg hos Ole Gunnar Solskjær, og i forbindelse med Champions League-opgøret mod Paris Saint-Germain, var det ingen ringere end David Beckham, der lagde vejen forbi Old Trafford.

'Så dejligt at være tilbage i Manchester, og så glad for at se chefen,' skriver 43-årige David Beckham i et opslag på sin Instagram-profil, hvor han har delt et billede, han har fået taget med Solskjær.

De to spillede sammen i Manchester United, hvor de vandt adskillige kampe og titler sammen.

Tirsdag aften kunne de dog ikke knytte næverne i jubel, da kampen var fløjtet af. Manchester United tabte hjemme med 0-2 til PSG i den første kamp. Det første nederlag for Ole Gunnar Solskjær som manden i spidsen for United efter ti sejre og en enkelt uafgjort.

Returopgøet bliver spillet den 6. marts i Paris, og her bliver det altså noget af en opgave, som Solskjærs mandskab kommer på. Og nordmanden var da også skuffet efter opgøret.

»Jeg hader at tabe fodboldkampe, så det var ikke en ikke speciel god oplevelse,« sagde en rolig Solskjær efter tirsdagens kamp på Old Trafford.

»Vi må bare rejse derned og 'give it a go', som man siger. Tro på os selv og bruge det som en læring og nå det næste niveau,« sagde manageren om returopgøret i Paris.