Dansk superliga-legende med vild nyhed

De fleste superliga-kendere husker nok Jimmy Nielsen - den lyshårede AaB-målmand, der altid var god for en frisk bemærkning.

I dag er Jimmy Nielsen blevet 42 år, og han har snart i et årti huseret i USA - først som spiller og nu som cheftræner.

Og han er blevet et stort navn på den anden side af Atlanten, hvor han er kendt som 'Den hvide Puma'.

Kærligheden er bestemt gengældt. Og fredag var en stor dag i det amerikanske for familien Nielsen.

For på Twitter kan Jimmy Nielsen nemlig løfte sløret for en stor nyhed.

Han, hans kone - Jannie Kjær Nielsen - og parrets to døtre er nemlig blevet amerikanske statsborgere.

Jimmy Nielsen har siden 2014 været cheftræner i klubben Oklahoma City Energy FC. Inden da vogtede han buret for MLS-klubben Sporting Kansas City.

I Danmark nåede Jimmy næsten 350 kampe for AaB - ligesom det også blev til et ophold i Vejle Boldklub.