Dansk målmand så mareridtsskade: 'Fik bare kvalme'

VI ADVARER MOD STÆRKE BILLEDER

Jonas Lössl sad på bænken. Men han kunne stadig se, at den var helt gal med holdkammeraten Andre Gomes.

Efter en tackling røg Everton-spilleren til jorden og vred sig i smerte, alt imens mange af spillerne på banen gik i panik over det, de så. Det samme gjorde Seamus Coleman, der løb og varmede op.

Da uheldet skete, løb han ind på banen.

»Man kunne se i hovedet på ham, at den var helt gal. Han stod og råbte og skreg, at doktoren skulle komme hurtigt. Så vidste man godt, det var skidt,« siger Jonas Lössl til TV 2 Sport.

Det var i anden halvleg, at Son Heung-Min tacklede portugisiske André Gomes, der faldt til jorden. Hans ansigt talte et tydeligt sprog, og det samme gjorde Son Heung-Mins. Han reagerede meget kraftigt på skaden, og var så rystet, at han begyndte at græde, ligesom han knap bemærkede, at han fik et rødt kort for tacklingen.

Oplevelsen rørte da også Jonas Lössl.

»Man fik bare kvalme. Det var ikke rart at se sådan noget ske med en af ens holdkammerater. Jeg tror heller ikke, Tottenham havde det særlig sjovt. Man kunne også se, Son var berørt af det,« fortæller den danske målmand til TV 2 Sport.

Everton oplyser, at André Gomes nu er blevet opereret for en brækket højre ankel, og at det er gået, som det skulle.

»På Andres og klubbens vegne vil vi gerne takke alle Everton-fans og folk fra fodboldfamilien for de overvældende beskeder, og den støtte vi har fået siden kampen i går,« lyder det fra den engelske klub.

I forbindelse med skaden lå André Gomes på banen i flere minutter for at få behandling, mens flere spillere beroligede ham og sørgede for, han ikke kiggede ned mod sin højre fod. Til sidst blev han ekspederet ud på en båre, mens hele stadion fulgte ham ud med klapsalver.

Det dramatiske opgør søndag aften endte 1-1 efter en sen Everton-scoring.