Dansk landsholdsspiller ramt af lykke: 'Det er det vigtigste i mit liv'

Der er ikke noget, der kan ødelægge Jacob Bruun Larsens sommer. U21-profilen er som sådan ikke et omvandrende smil eller ved at eksplodere af lykke på ydersiden.

Men indeni er han mere end bare almindeligt glad. For mens han og de andre U21-drenge tog turen fra en testkamp i Kroatien til EM-hotellet i Udine, modtog han en besked fra sin søster, Line. Hun var blevet rask efter længere tid kræftsygdom.

»Det betyder alt. Det er det vigtigste i mit liv lige nu, så det betyder alt for mig,« siger Jacob Bruun Larsen med en mine, så man ikke er i tvivl om, at han mener det.

Han har sat sig på den femte eller sjette stol inden for den seneste halve time for at tale med det ene medie efter det andet. De fleste ville høre om denne store private nyhed, som han selv delte torsdag på Instagram.

Raskmeldingen er et personligt boost for Jacob Bruun Larsen inden den EM-slutrunde, der starter mandag for Danmarks vedkommende mod Tyskland.

»Det er den aller-, aller-, allerbedste følelse, jeg nogensinde har haft. Det var først og fremmest en kæmpe lettelse og glæde. Det er mærkeligt at beskrive. Det er svært at sætte ord på.«

Jacob Bruun Larsen tjener sine penge i udlandet hos Dortmund, og med træning hver dag og to kampe hver uge er der ikke meget tid til andet end fodbold. Heller ikke til besøg hjemme i Danmark.

Familien har dog helt naturligt brugt masser af tid på at hjælpe søsteren til at overvinde kræften. Og den 20-årige kantspiller fik også lavet en lille aftale med den tyske storklub, så han kunne være der bare en anelse mere for sin søster.

»Det har ændret alt for min familie og for mig. Jeg kunne ikke bare flyve hjem til Danmark, men jeg har fået nogle fridage for at kunne se hende lidt mere. Jeg tager også muligheder for at komme hjem,« siger Jacob Bruun Larsen og fortæller om forældrenes indsats.

»For mine forældre har det været ekstremt. Jeg har rigtig stor respekt for dem. Og for at de har kunnet være, som de har været - og stadig har overskud til at kunne være glade. Det har fyldt ekstremt meget for mig, så jeg tør slet ikke tænke på, hvad det har fyldt for min mor og far - og især for min søster.«

Når en så forfærdelig sygdom rammer en familie, kræver det naturligvis masser af kræfter. Søsteren Line har kæmpet sin kamp, og imens har forældrene været der for hende. Det har Jacob Bruun Larsen ikke kunne være på samme måde, og derfor måtte han gøre sig store tanker, når han sad i Tyskland.

»Jeg stillede mig selv spørgsmålet, om det ville ændre noget, hvis jeg var i Danmark? Ville det gøre hende rask? Ville det gøre hende rask, hvis jeg stoppede til fodbold? Alle de svar er nej.«

»Det er den værste følelse, at man ikke kan gøre noget. Det eneste, man kan gøre, er at være positiv og tænke positivt. Og så bare være glade sammen og nyde den tid, man er sammen, når vi alle sammen er sammen. Det var det, vi gjorde. Det var det, vi tog os tid til,« siger Jacob Bruun Larsen.

Nu har søster Line vundet 2-0 over kræften, som Jacob Bruun Larsen skrev i sit Instagram-opslag, og så er der altså faldet en sten fra fodboldspillerens hjerte. For de to søskende, der også har to mindre halvsøskende, har et helt specielt forhold.

»Vi er rigtig, rigtig tætte. Hun har gået i klasse med mine venner, og vi kommer fra Hornbæk, så alle kender hinanden. Vi har gået på samme skole,« siger Jacob Bruun Larsen.

Han fik beskeden, mens han var væk. Men det varer ikke længe, før han kan give sin søster et kram. Hun kommer nemlig en tur til Italien og ser Jacob Bruun Larsen på det danske U21-landshold.