Dansk klub kæmper med superliga-drømmen - siger farvel til træner-profil

Drømmen og ambitionerne siger Superliga, men realiteten for HB Køge er en placering i midten af 1. Division.

Det har klubben taget konsekvensen af, hvorfor træner Morten Karlsen nu er fortid i 1. Divisionsklubben - efter gensidig aftale i forbindelse med drøftelser om fremtiden.

»Morten Karlsen og jeg har sammen med bestyrelsen den sidste tid drøftet en eventuel forlængelse af samarbejdet fra næste sommer, men da Morten havde et ønske om at prøve noget nyt, tog vi i HB Køge dette til efterretning og fandt frem til, at vi også ønskede at se på alternative cheftrænermuligheder,« siger HB Køges administrerende direktør Per Rud til HB Køges hjemmeside.

Dermed er håbet, at en ny cheftræner vil have hele vinterpausen til at falde på plads i klubben, som, ifølge Per Rud, har været glade for Morten Karlsen.

»Morten Karlsen har først som spiller og senest som cheftræner været central for HB Køge og sat retningen for os. Jeg betragter ham som et af landets mest spændende trænernavne. Han er nysgerrig, tydelig og åben, en moderne leder,« fortsætter Per Rud.

Han meddeler, at han håber at kunne præsentere en ny cheftræner 'i nær fremtid'.

40-årige Morten Karlsen, som har en fortid som spiller og U19-træner i FC Nordsjælland, siger således i pressemeddelelsen:

»Jeg har været utrolig glad for samarbejdet med HB Køge, men har ønsket at prøve noget nyt efter udløbet af min kontrakt. Jeg har haft en konstruktiv dialog med Per Rud, og vi er i fællesskab nået frem til at ophæve samarbejdet nu, da dette er det bedste for klubben. Jeg ønsker alle i og omkring HB Køge held og lykke fremover.«