Dårligt nyt for Dolberg og Schöne: Ronaldo meldt klar til Ajax-brag

Cristiano Ronaldo har siden 25. marts siddet ude med en skade. Men nu er portugiseren meldt klar til Champions League-kvartfinalen mod Ajax.

Det fortæller Juventus' manager Massimiliano Allegri.

Det var ellers forventet, at Ronaldo ville være ude i længere tid - men når det kommer til Champions League, findes der ikke én spiller, der er mere hungrende efter succes.

»Han (Ronaldo, red.) føler sig allerede klar, men jeg bad ham sidde over mod Milan. Men vi er sikre på, at han er klar til kampen mod Ajax på onsdag,« sagde Allegri på et pressemøde.

Siden Ronaldo skrev under med Juventus har han scoret 24 mål i 36 kampe. Samtidig står han noteret for 12 assists for den gamle dame.

Det var i den seneste landsholdspause, Cristiano udgik med en skade. Siden har han siddet ude for Juventus, der har hentet ni af ni point uden Ronaldo.

Nu kan Kasper Dolberg og Lasse Schöne til gengæld ærgre sig noget så gevaldigt over, at portugiseren er tilbage på banen, når de to mandskaber tørner sammen på onsdag. For Ronaldo er efterhånden indbegrebet af Champions League.

Som det ikke var nok, at han har vundet turneringen de sidste tre år - så er han også den spiller, der har scoret flest mål i Champions League nogensinde. 124 er det blevet til i 160 kampe.