Braithwaite stråler: Sikrer Leganes overlevelse

Landsholdsangriberen Martin Braithwaite havde fredag aften en særdeles god dag på kontoret.

Han var nemlig både målscorer og dobbelt assistmager, da Leganes vandt 3-0 i Sevilla.

I kampens ottende minut spillede Braithwaite med ryggen til mål bolden videre til sin marokkanske holdkammerat Youssef En Nesyri, der drejede bolden i mål med venstrebenet.

12 minutter senere kom danskeren selv i målscorerens rolle med en lille perle.

En bold dumpede ned for Braithwaite bagest i feltet, og med brystet vippede han bolden forbi sin oppasser, inden han tordnede den i mål.

Det var Braithwaites femte fuldtræffer, siden han i januar skiftede til Leganes på en lejeaftale fra Middlesbrough.

Tidligere har han blandt andet scoret mod Barcelona i ligaen og Real Madrid i pokalturneringen.

Otte minutter før tid stod han så for oplægget til det mål, der endegyldigt afgjorde kampen i Sevilla.

Braithwaite snød offsidefælden og lagde bolden til rette for Real Madrid-ejede Oscar Rodriguez, der scorede til 3-0.

Målet medførte en massiv pibekoncert og startede en stor udvandring fra Ramon Sanchez Pizjuan.

Sevilla var for tredje kamp i træk uden Simon Kjær i midterforsvaret.

Opdateres...