Beordret hjem fra ferie: Nu bliver han Danmarks dyreste nogensinde

Joachim Andersen er få timer fra at blive Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde.

Midterforsvareren, som i dag optræder for den italienske klub Sampdoria, rejser torsdag fra Roskilde Lufthavn til den franske storby Lyon.

Joachim Andersen har de seneste uger holdt ferie på Maldiverne, hvor han har ventet på, at det store skifte væk fra Sampdoria skulle gå igennem. Nu er han blevet kaldt hjem fra sin ferie for at rejse til Frankrig.

Her undergår han fredag det obligatoriske lægetjek, inden han - hvis alt går efter planen - senere på dagen skriver under og præsenteres i sin nye klub.

Når skiftet er officielt, bliver 23-årige Joachim Andersen ikke bare Lyon-spiller. Han bliver også Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde.

Andersen, der stadig er relativt ukendt herhjemme, rykker nemlig langt fra gratis over grænsen fra Italien til Frankrig. Lyon betaler en samlet pakke, der i alt lander på 224 millioner kroner (30 mio. €, red.) for den tidligere U21-landsholdsspiller.

Joachim Andersen overgår dermed Jannik Vestergaard, der i dag er den dyreste danske fodboldspiller nogensinde. Vestergaard kostede 25 mio. €, da han sidste sommer skifte tyske Borussia Mönchengladbach ud med Southampton og Premier League.

For den tidliger ungdomsspiller i både FC København og FC Midtjylland, er skiftet til Lyon kulmination på en karriere, der for alvor har taget fart de seneste par år. For bare to år siden optrådte spillere, der endnu har sin landsholdsdebut til gode, for den hollandske klub Twente. Efter to år i Italien skal han nu spille Champions League for Plympique Lyon.