Nicklas Bendtner er i overhængende fare for at få sin superliga-debut, når FC København her til eftermiddag besøger Hobro i den nordjyske skov.
Og den 31-årige angriber med det flotte c.v - og de mange skandaler i rygsækken - er ikke i tvivl om, at han kan dominere Superligaen.
»Nu har man snakket rigtig meget om, at jeg er kommet hertil på grund af skader - hvilket også er rigtigt. Der har været en masse hype - en masse positive og negative ting,« siger Bendtner i interview med Canal 9 og fortsætter:
»Men vi må heller ikke glemme, at jeg rent faktisk er en god fodboldspiller, der har meget at tilbyde. Og kommer jeg hurtigt i form, så vil man også kunne se det.«
Nicklas Bendtner starter på bænken i søndagens opgør, men Ståle Solbakken har luftet tanken om at bringe den tidligere landsholdsstjerne sidst i opgøret:
»Nicklas har trænet godt i ugen og vist en lille fremgang, så vi tager ham på bænken, så vi eventuelt kan sætte ham ind de sidste 10-15 minutter, hvis vi har brug for en frisk boksspiller,« har manager Solbakken sagt til FCK's hjemmeside.
Nicklas Bendtner har i fået fire måneder til at overbevise FC København om, at han er værd at satse på.
Der er kampstart i Hobro klokken 16.00.