Bendtner udgiver bog 5. november

En af de mest ventede sportsbiografier udkommer ganske snart.

Fodboldspilleren Nicklas Bendtner udgiver sin bog 5. november, og der er altså noget i vente.

I en pressemeddelelse fra Politikens Forlag lyder det, at Nicklas Bendtner i bogen 'Begge sider' fortæller om sit livs op- og nedture med 'en bemærkelsesværdig ærlighed'.

I bogen kommer den 31-årige angriber ind på alt fra familie- og privatliv over fodboldtalentet Bendtner og videre til medierne og balladen i nattelivet.

'Siden midten af nullerne har millioner af danskere haft en holdning til Nicklas Bendtner. Han har været mere beundret, mere forkætret og mere forhånet end stort set alle andre danske helte og skurke i sportens verden.'

'Selv har han i reglen valgt at tie. Indtil nu,' står der i pressemeddelelsen om Bendtner, der angiveligt vil fortæle 'hele historien'.

Nicklas Bendtner blev i slutningen af 2018 idømt 50 dages ubetinget fængsel, som han fik lov til at afsone med fodlænke i sit hjem i København.

Det var i den forbindelse, at han første gang annoncerede, at han ville skrive en bog.

'Samtidigt har jeg fået brug for at forstå, hvorfor min vej gennem livet indtil nu har været så kringlet, som den har været. Hvorfor den har været så actionmættet, ujævn og uforudsigelig. Fyldt med opture og nedture.

'Det er heldigvis aldrig for sent at lære noget og ruste sig til fremtiden, der i snart 31 år har skabt mig på godt og ondt.'

'Det har jeg tænkt mig at gøre i en bog, hvor fortællingen om mig ikke bliver drevet af spekulationer og sensationer, men af min ret solide hukommelse (tro det eller ej!) og en åbenhed, der ellers ikke er specielt typisk i topfodbold,' skrev Bendtner på Instagram i starten af året.

Bogen er blevet til i samarbejde med forfatteren Rune Skyum-Nielsen.