Bendtner på vej i retten: Vil have nedslag på sit hus

 

Nicklas Bendtner kan være på vej i retten indenfor den nærmeste fremtid.

Det skyldes, at den danske fodboldspiller mener, han betalte for meget for det 547 kvadratmeter store hus, han købte i 2017.

Det skriver Adresseavisen.

Ifølge det norske medie betalte Rosenborg-angriberen 18 millioner norske kroner - svarende til omkring 14,5 millioner danske - for det hvide hus. Men det var måske for meget, for Bendtner vil ifølge det norske medie have et nedslag i prisen.

For et kig på retslisterne viser ifølge Adresseavisen, at der i byretten i Sør-Trøndelag onsdag er et forberedende retsmøde i en 'almindelig tvistsag', der drejer sig om 'et krav om prisnedslag efter køb af fast ejendom', lyder det. De involverede parter i den er Nicklas Bendtner, Cecilie Sveen, Protector Forsikring og Tore Sveen.

»Sælger er uenig i kravet,« lyder det i en e-mail fra Merete Christensen Bernau, der er direktør i Protector Forsikring. Til Adresseavisen henviser hun til Nicklas Bendtners advokat Johan G. Bernander, der dog ikke har nogle kommentarer - heller ikke til hvor stort et nedslag, fodboldspilleren ønsker.

Tore Sveen, som er en af parterne i sagen, var sælgeren af huset, da Nicklas Bendtner købte det i 2017. I oktober 2018 blev det store hvide hus så atter sat til salg, da Nicklas Bendtner og kæresten Philine Roepstorff ønsker at finde noget mindre.

»Det er meget at støvsuge, og vi har jo ikke syv børn. Hvad skal man så med syv børneværelser? Jeg kunne godt tænke mig noget mindre,« fortalte Philine Roepstorff i et interview med VG sidste år.