Bendtner flået ud i chok-nederlag: Floppede i ny rolle

Uhhh. Det så spændende ud på papiret.

Men i praksis fungerede det ikke med Nicklas Bendtner i rollen som hængende angriber for Rosenborg.

Det måtte de norske mestres nye træner, Eirik Horneland, sande, da hans mandskab led et overraskende nederlag i sæsonens første kamp i den norske liga ude mod Bodø/Glimt.

2-0 sluttede det til hjemmeholdet efter en kamp, hvor Nicklas Bendtner blev skiftet ud efter 68 minutters spil.

 

Eirik Horneland valgte i sin første kamp i spidsen for Rosenborg i Eliteserien, at starte med danskeren, som er den dyreste spiller nogensinde i den norske liga, på 10’er-positionen bag spidsangriberen Alexander Söderlund.

Ud over et gult kort var det dog ikke meget den danske stjerneangriber fik sat sit præg på opgøret med. Der var med andre meget langt mellem de geniale Bendtner-glimt i opgøret mod Bodø/Glimt.

Den tidligere landsholdsstjerne har haft en turbulent optakt til den nye sæson, efter at han efter nytår tilbragte 50 dage i fodlænke i København som følge af en voldsdom, og dermed ikke kunne træne med sin holdkammerater i denne periode.

I flere af de efterfølgende træningskampe op mod sæsonstart er 31-årige Bendtner blevet skånet, men han var altså med fra start i den skuffende sæsonåbner.