Bendtner erkender: 'Ståle har fuldstændig ret'

Nicklas Bendtner fik søndag sin debut i FCK-trøjen, da han fik små 25 minutter i nederlaget til Hobro.

Men selvom han nu har fået de første minutter i benene, så erkender den store stjerne, at der fortsat er lang vej til at nå målet om en startplads.

Dermed giver han Ståle Solbakken ret, der på pressemødet forud for torsdagens Europa League-kamp mod FC Lugano svarede kort og kontant 'nej' til spørgsmålet om, hvorvidt den danske angriber er klar til at indgå i startelleveren.

»Han har selvfølgelig fuldstændig ret i sin analyse. Vi tager det dag for dag, og så ser vi på tallene, hvordan jeg udvikler mig,« siger Bendtner til den fremmødte presse og fortsætter:

»Og så på et eller andet tidspunkt med flere minutter i benene, hvis det falder den vej, så kan man begynde at banke på til en startplads, men det er på nuværende tidspunkt ikke aktuelt.«

Den 31-årige angriber var ellers godt tilfreds med sin præstation mod Hobro, selvom han var ked af resultatet, forklarer han.

Nu ser Nicklas Bendtner bare frem til, at mandskabet træder ind i den europæiske turnering.

»Jeg glæder mig rigtig meget. Det er vores første kamp, så jeg tror, at det bliver med fuld knald på,  og for os handler det om at starte rigtig godt i Europa League. Og så ser jeg selvfølgelig frem til at møde fansene. Det bliver rigtig stort,« forklarer FCK-stjernen, der vil hviske Hobro-nederlaget væk med en sejr.

FC Københavns kamp mod FC Lugano starter torsdag klokken 18:55, og den kan følges live her på bt.dk.