B.T. afslører: Danmark møder England til foråret

Knap nok er EM-billetten sikret, før forberedelserne til turneringen er i gang.

DBU har allerede landet en venskabslandskamp mod England på Wembley om få måneder.

Det kan B.T. afsløre.

Storkampen bliver et ud af fire opgør, hvor Åge Hareide får mulighed for at finpudse sit hold, inden han skal træffe den store og vigtige beslutning, hvem der skal med til den slutrunde, der blandt andet bliver spillet på dansk grund.

Det bliver Parken, som skal lægge græstæppe til EM til sommer, og ligesom den danske nationalarena er Wembley et sted, som til sommer vil emme af slutrundefeber.

Danmark møder et engelsk landshold, der har cruiset sig igennem kvalifikationen, mens Åge Hareides tropper måtte vente til sidste dag for at sikre billetten.

Det skete mandag aften på Aviva Stadium, hvor de rød-hvide drenge fik et vigtigt point med 1-1 på Martin Braithwaites scoring.

Til foråret er der så mulighed for at score kasser på et af de helt mytiske stadioner i fodboldens verden, når Danmark altså drager mod England for at spille på Wembley.2