Atlético Madrid forlænger med argentinsk succestræner

Cheftræner Diego Simeone og Atlético Madrid har nu papir på hinanden frem til sommeren 2022.

Diego Simeone har været cheftræner for Atlético Madrid siden 2011. (Arkivfoto) Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Diego Simeone har taget Atlético Madrid til nye højder, og de to parter fortsætter samarbejdet i de kommende år.

Torsdag meddeler den spanske fodboldklub, at kontrakten med den argentinske cheftræner er blevet forlænget, så den nu løber frem til sommeren 2022.

- Jeg vil gerne takke alle i Atlético Madrid for at støtte fortsættelsen af dette projekt. Tiden frem mod 2022 er meget spændende, men vil også være fyldt med udfordringer.

- Jeg har besluttet mig for endnu engang at forlænge min kontrakt med klubben, fordi jeg har store forhåbninger for fremtiden, siger Simeone i en video på klubbens twitterprofil.

48-årige Simeone blev ansat som cheftræner i Atlético Madrid tilbage i 2011 og har blandt andet ført klubben til et spansk mesterskab, en pokaltitel, to Europa League-triumfer og to Champions League-finaler, der dog begge blev tabt til lokalrivalerne fra Real Madrid.

Tre gange er han blevet kåret som årets træner i den spanske liga.

Argentineren tørnede i to omgange også ud for Atlético Madrid som spiller. Først fra 1994 til 1997 og efterfølgende fra 2003 til 2005.

Før han blev træner for den spanske hovedstadsklub, stod Simeone i spidsen for en række klubber i hjemlandet samt italienske Catania.

Atlético Madrid ligger i øjeblikket på tredjepladsen i Primera Division med syv point op til førerholdet Barcelona.

/ritzau/