Arsenal-stjerner droppet: Frygter for deres sikkerhed

For lidt mere end to uger siden blev Sead Kolasinac og Mesut Özil forsøgt overfaldet.

Begge spillere slap uskadte fra angrebet, men overvågningsbillederne fra gerningsstedet var dramatiske.

Nu har de dog fået er ærgerlig konsekvens for de to Arsenal-spillere. De kommer ikke med, når Arsenal åbner sin Premier League-sæson på udebane mod Newcastle søndag.

Det skriver BBC.

Det engelske medie skriver, at Arsenal har taget beslutningen efter samtale med politiet, og at man gør det for spillernes sikkerhed.

»Vi har taget beslutningen efter at have talt med spillerne og deres repræsentanter. Vi ser frem til at byde dem velkommen på holdet så hurtigt som muligt,« siger Arsenal ifølge BBC.

Både Özil og Kolasinac sad over i en venskabskamp mod Lyon kort efter angrebet, der fortsat efterforskes af politiet.

Begge spillere var dog med i Arsenals sidste træningskamp søndag, hvor man mødte FC Barcelona. Premier League-sæsonen åbner fredag aften klokken 21.00, hvor Liverpool møder oprykkerne Norwich.