Anfører sørger for Esbjergs første sejr i sæsonen

Markus Halsti blev matchvinder, da kriseramte Esbjerg vandt 1-0 over oprykkerne fra Lyngby.

Superliga: Esbjerg fB - Lyngby
Esbjerg fordoblede søndag sin måltotal for sæsonen med en 1-0-sejr. John Randeris/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Esbjergs anfører, Markus Halsti, gik forrest og scorede sit første mål for vestjyderne, da holdet fik sin første sejr i sæsonen med 1-0 søndag eftermiddag over Lyngby i 3F Superligaen.

Kaptajnen er nu delt topscorer i Esbjerg, eftersom holdet kun har scoret to mål i seks kampe.

Scoringen betyder, at esbjergenserne rykker op på en 12.-plads med fire point, mens Lyngby forsat ligger nummer ti med seks point.

Det var tydeligt fra kampens start, at vestjyderne skulle ryste 0-4-nederlaget fra Aalborg af sig.

Hjemmeholdet stod langt tilbage på banen og havde mere fokus på at lukke af bagtil end score, selv om det har været holdets store akilleshæl denne sæson.

Det var gæsterne fra Lyngby, der havde bolden mest, men de formåede ikke at blive rigtig farlige.

Spillet forgik mest ude på siderne, og det havde esbjergenserne generelt godt styr på.

Begge hold kom frem til nogle halve chancer, men kampen manglede en scoring fra et af holdene for at få gang i tingene for alvor.

Den scoring skulle komme fra en noget uventet kant, efter at der var spillet 40 minutter.

Esbjergs forsvarsgeneral Markus Halsti dukkede op i feltet efter et hjørnespark og havde god tid til at sparke bolden i kassen.

Scoringen ændrede ikke kampbilledet - tværtimod.

Det eneste, der ændrede sig, var, at esbjergenserne fik mere plads til at lave kontraangreb, da Lyngby skubbede spillet højere op på banen.

Det gjorde det ikke nemmere for hjemmeholdet, at det blev reduceret til ti mand, da Esbjergs angriber Yuri Yakovenko fik sit andet gule kort og dermed rødt i det 77. minut.

Lyngby pressede Esbjerg længere og længere tilbage på banen, og det gjorde, at udeholdet fik en del chancer til sidst i kampen, som gæsterne burde have scoret på, men hjemmeholdet forsvarede sejren hjem med næb og kløer.

/ritzau/