AGF henter Nicolai Poulsen hos lokalrival

Nicolai Poulsen har fået en femårig aftale med superligaklubben AGF, hvor han skifter til fra Randers FC.

Nicolai Poulsen (til venstre) spillede i maj mod AGF i playoffkampene om en plads i Europa. Fra den kommende sæson skifter han til det aarhusianske hold. Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Nicolai Poulsen skifter fra den kommende sæson den lyseblå Randers FC-trøje ud med den hvide fra AGF.

Den aarhusianske klub har skrevet en femårig aftale med midtbanespilleren, skriver AGF på sin hjemmeside.

- Nicolai er en gennemprøvet og erfaren superligaspiller, der har bevist sig selv gennem flere sæsoner, siger klubbens sportschef, Peter Christiansen.

Også AGF-træner David Nielsen glæder sig til at få Nicolai Poulsen på holdet fra Randers, som aarhusianerne samlet tabte til i playoffkampene om en plads i Europa i den kommende sæson.

- De gange, jeg har mødt Randers FC som træner, har Nicolai altid været en af de bedste. Han er en dygtig og intelligent midtbanespiller, der forstår at distribuere bolden godt fra sin plads midt på banen.

- Samtidig sidder der et godt hoved på ham. Han vil for alt i verden vinde, når han løber på banen, og den ærgerrighed kommer vi til at få stor glæde af, siger David Nielsen.

25-årige Nicolai Poulsen har spillet 177 kampe for Randers, hvor han kom til i 2013. I 2017 blev opholdet hos kronjyderne afbrudt af et lejeophold hos norske Sarpsborg.

Poulsen har desuden optrådt tre gange på det danske U21-landshold.

/ritzau/