Absurd show kan vente Danmark: 'Vi må se på, hvad vi selv kan påvirke'

 

Danmark kan kun gøre en ting. Vinde over Serbien ved U21-EM og nå seks point i gruppen.

Men derfra bliver det en tur på pinebænken for Niels Frederiksens unge drenge.

For skulle det ende med en dansk sejr i Trieste, er man nødt til at blive hængende i det norditalienske og afvente en kamp mellem Frankrig og Rumænien, der kan komme til at stjæle enormt fokus.

De to hold kan nemlig med uafgjort begge sejle videre mod semifinalen og efterlade Danmark med en lang næse.

»Det er et vilkår. Det er sådan, det er. Det kan vi ikke ændre på. Man kan mene om det, hvad man vil, men det er et vilkår. For os er det bare vigtigt at se på, hvad vi selv kan påvirke,« siger Niels Frederiksen og fortsætter.

»Det er ene og alene vores egen kamp og vores eget resultat. Vi skal gøre det så godt som muligt mod Serbien, og så får vi så god som muligt en placering. Det er et kedeligt svar, men det er også det sande svar.«

U21-EM er skruet sådan sammen, at det kun er de tre gruppevinder, der er sikret en plads i semifinalerne. Den fjerde og sidste plads går til den bedste toer. Og da både Rumænien og Frankrig har seks point, inden de mødes i den sidste, vil de med uafgjort begge nå syv point.

Og Danmark kan altså maksimalt få seks.

Niels Frederiksens holdning til det, bliver dog lige hos ham selv for en stund.

»Jeg synes ikke, det er relevant lige nu. Man kan kigge frem, og så kan man se om to år, når der er en ny U21-slutrunde, så er tingene lavet om. Det må være, fordi nogle mener, at det kan gøres på en anderledes og måske også lidt bedre måde. Men det er ikke mit kald. Det er nogle andre, der har besluttet det,« siger U21-landstræneren.

Danmark skal da lige selv sørge for at få sejren i hus, inden man kan tillade sig at hidse sig op over andre. Og Niels Frederiksen er klar til at blæse til angreb, hvis kampen forløber som håbet, så Robert Skov og co. i det mindste ikke ender med at blive sendt ud på grund af målscoren.

»Udgangspunktet er, at vi går på banen for at vinde en fodboldkamp. Så må vi se, hvordan den udvikler sig. Hvis jeg vurderer på et tidspunkt, at der er behov for, at vi satser ekstraordinært, så har vi gennemtænkt de scenarier, og så har vi en plan eller to for det.«

»På den måde kan du godt sige, at vi har en plan b og en plan c. Men når vi går på banen, er det plan a,« siger Niels Frederiksen.

Og den danske landstræner ville da også gerne dagen før pressemødet fortælle lidt om det specielle i, at Danmark ikke nødvendigvis kan tage hjem fra Italien - eller med sikkerhed blive, hvis det skulle blive til en sejr over Serbien.

»Der er ikke nogen, der kan sige med sikkerhed, at vi kender vores skæbne, når kampen er overstået. Det kan være, vi skal vente på, at den sidste gruppe spilles færdig. Det er der en vis sandsynlighed for,« sagde Niels Frederiksen og gav sin mening til kende om den nuværende EM-struktur.

»Normalt er man aldrig afhængig af andre grupper for at komme videre til knockoutfasen, men det er du faktisk her. Og det er meget specielt.«