57-årige John Sivebæk: Kan ikke lade være

 

Han har spillet for Manchester United. Han var med til VM i Mexico i 1986. Og han vandt EM-guld i 1992.

Fredag aften var John Sivebæk så at finde på Hedensted Stadion. Her spillede den danske fodboldlegende hele kampen for oldboys-landsholdet fra sin vanlige position som højre back.

For selvom han er blevet 57 år, ønsker den gamle landsholdslegende at fortsætte, så længe bentøjet kan holde til det.

»Det er altid dejligt at spille i rødt og hvidt. Og det er også derfor, jeg er med. Jeg er måske den ældste her, men jeg nyder at være med hver gang,« sagde John Sivebæk til B.T. og uddybede:

»Jeg tror, at når man først har været i det her miljø, så er det svært at slippe igen. Der er en naturlig grænse for, hvor længe man kan blive ved. Men jeg vil vove påstå, at de fleste af dem, der kan blive ved, de nyder det.«

Og dømt ud fra fredagens oldboys-kamp er der ingen grund til at sætte den rutinerede Sivebæk af lige foreløbig. Den tidligere Manchester United-back spillede nemlig hele kampen mod Hedensted.

»Jeg har en rimelig god form, og det er også derfor, jeg kan være med. Ellers så var jeg nok sat af for lang tid siden,« sagde en grinende John Sivebæk.

Som én af alderspræsidenterne på oldboys-landsholdet er der dog ikke mange tilbage på holdet af Sivebæks gamle holdkammerater. Men det gør ikke noget.

»Selvfølgelig var det da sjovere dengang, der også var nogen, man selv spillede med. For man kan jo godt mærke, at de her er måske lidt yngre og i lidt bedre form,« sagde han og fortsatte.

»Men jeg synes bare, det er sjovt at være med. Der kommer nye historier, og efterhånden som der kommer nye med, så lærer man nogle nye at kende. Så jeg nyder det.«

John Sivebæk er selv fra Vejle-området, hvor fredagens oldboys-kamp blev spillet. Og han er glad for, at han med sin tilstedeværelse i sådanne arrangementer kan være med til at give noget tilbage til fodbolden, som har givet ham så mange oplevelser gennem tiden.

»Fodbold giver én så meget, og jeg vil gerne være med til at give noget igen.«