3 ting vi lærte i danskerbraget: 'Han havde det svært'

Danskere på banen, en blodig duel og mål.

Det var, hvad første semifinale mellem Tottenham og Ajax bød på.

Der var dog ikke tale om en decideret målfest, og kampen endte da også 'kun' 1-0 til gæsterne fra Ajax.

Dermed er der lagt op til spænding i næste uge, hvor det skal afgøres, hvem af de to mandskaber - og hvilken dansk landsholdsspiller - der skal spille Champions League-finale denne sæson.

Danskerdysten
Lasse Schöne mod Christian Eriksen. Et vaskeægte danskerbrag mellem to af landsholdets profiler. Her havde Lasse Schöne bedre arbejdsbetingelser end sin landsholskollega. Ajax styrede store dele af spillet, hvor Tottenham havde svært ved at få spillet sig ind i kampen. Schöne spillede godt og var med i opspillet til målet, mens Christian Eriksen bestemt havde det svært. Han blev heller ikke hjulpet på vej af, at Tottenham i perioder havde svært ved at finde fodfæste. Første stik i danskerduellen går til Ajax-spilleren.

Tottenham skal over stepperne
Ajax har vist det før i turneringen, og de gjorde det igen her til aften særligt i første halvleg. Her er et hold, der ikke er bange for at spille fodbold, og de gør det godt. Tottenham skal i den grad hurtigere ud af starthullerne i returopgøret, hvis de skal booke en billet til finalen. De spillede sig ind i kampen, men der gik for lang tid.

Hvad skete der med Vertonghen?
En situation, der fyldte en del. For hvordan i alverden kunne Jan Vertonghen blive sendt på banen igen efter det slag? Det virker helt vanvittigt. Der gik da heller ikke mere end et halvt minut, fra han blev meldt klar, til han selv rystede på hovedet og gik ud til sidelinjen. Og det var bestemt ikke behagelige scener, for han kunne knap gå ud selv. Trist semifinale-skæbne for Tottenham-spilleren, der slet ikke skulle være sendt tilbage på banen efter sammenstødet, der gjorde, at han blødte helt vildt.

Returopgøret i Amsterdam bliver spillet onsdag den 8. maj.