Nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag, nederlag... og nederlag.
Da Aston Villa med stjernefrøet Jack Grealish på banen lørdag gjorde comeback i Premier League skete det med et nederlag på 1-3 til Tottenham.
At det skulle ende sådan, er næsten blevet en selvfølge for anfører Jack Grealish, som er indehaver af en af de mest absurde rekorder i engelsk fodbold.
Den 23-årige midtbanespiller, som er en stor profil hos Aston Villa, har nu tabt de seneste 19 kampe, han har spillet i Englands bedste fodboldrække. Det er ifølge tv-stationen BBC rekord for Premier League.
Den lange serie af nederlag begyndte den 16. maj 2015, da Grealish og Aston Villa tabte med 1-6 på udebane til Southampton i næstsidste spillerunde i 2014/15-sæsonen.
Holdet tabte også dengang et opgør mod Burnley i sidste spillerunde.
Herefter fulgte en helt igennem forfærdelig 2015/16-sæson, hvor Birmingham-klubben tabte samtlige 16 kampe, hvor Grealish var i aktion. Det endte til sidst med nedrykning.
Efter tre sæsoner i den næstbedste række - The Championship - er Aston Villa nu tilbage i det fornemme selskab.
Holdet styrede endda mod en potentiel overraskelse lørdag ude mod mesterskabskandidaten Tottenham, da gæsterne førte med 1-0 med 20 minutter tilbage af kampen.
Indskiftede Christian Eriksen var dog med til at holde liv i Grealish' dårlige Premier League-statistik, da danskeren fik sat et afgørende præg på Tottenhams spil.
Aston Villa-anføreren selv havde også en - uheldig - fod med i Tottenhams comeback, da han klokkede i det før et af Spurs' mål med et dumt boldtab foran eget felt.
Så nu må Jack Grealish bare op på hesten igen i den stjernespækkede liga, hvor Aston Villa i næste runde møder Bournemouth, hvor der burde være gode muligheder for at skaffe i hvert fald et enkelt point.