10eren er blevet en truet spillertype

Den klassiske 10er er blevet en truet race i moderne fodbold. Typer fra Netzer over Platini, Bergkamp og Zidane til vores egen Henning Jensen er stadig attrået som idé, men levnes sjældent udfoldelsesrum.

FBL-GER-BUNDESLIGA-BAYERN MUNICH-SC FREIBURG
James Rodriguez er blevet marginaliseret i Bayern München, hvor hans tekniske kvaliteter er nedprioriteret til fordel for fysisk styrke. Arkivfoto Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTOF STACHE

Ugens klumme skrives på årets mest dumfjollede dag i fodbold.

Det er dagen, hvor januars transfervindue lukkes, og hvor timerne op til deadline mest af alt minder om børsdrengenes panik i timerne omkring Lehman Brothers’ kollaps, inden finanskrisen i 2008 trak bukserne af kapitalismen i dens mest griske og gerrige inkarnation.

Allerede ved middagstid torsdag er de bekræftede handler for Europas fem topligaer ifølge The Guardian oppe i nærheden af fem milliarder kroner, og inden torsdag bliver til fredag, vil den samlede sum efter al sandsynlighed være fordoblet eller mere til. Der skal sælges nogle TV-rettigheder og ukurante udebanetrøjer for at få de hjul til at rulle vedvarende. Men nok om det for nu.

Blandt de navne, der har floreret håndfast på rygtebørsen op til dette transfervindue, er Arsenals Mesut Özil, Bayern Münchens James Rodriguez og Real Madrids Francisco »Isco« Suarez.

Det er tre topklassespillere, der inden for de seneste år hver især har været påtænkt en rolle som spilstyrere og iscenesættere, som dem, der skulle kunne modulere tempo, svinge taktstokken med schwung og temperament eller udstyre spillet med geometri og arkitektur. Kort sagt forme og definere moderne fodbold, som vi kender det.

Påstand: I en ikke særlig fjern fortid ville de have været aldeles bærende og kampafgørende spillere i enhver klub. De ville være hyldet for visionære kvaliteter, for teknisk ekvlibrisme, for blær og lir og leg. For fodbold i sin mest fabelagtige fremtoning.

Bevares, der kan være andre grunde end de rent taktiske til at marginalisere selv klubbens dyreste spiller, som Mesut Özil har været – også inden, han for 12 måneder siden kontraktforlængede frem til 2021.

Den tyske Spielmacher kan trods sine glimt af genialitet virke provokerende flegmatisk, og ingen vil vel beskylde Özil for at gå forrest med fysik og intensitet, når det gælder. Heller ikke Arsenal-træner Unai Emery, der netop har efterlyst en mere håndfast her-kommer-jeg attitude hos den 30-årige eks-verdensmester.

James Rodriguez (på udlån fra Real Madrid, red.) er også blevet marginaliseret i Bayern München, hvor træner Niko Kovac foretrækker et maskinrum med mere muskulær mandhaftighed fra Leon Goretzka, der også har et bedre hovedspil end Rodriguez, men ret teknisk ikke er i nærheden af at matche den 27-årige colombianer.

I Real Madrid ligner Isco selv efter Cristiano Ronaldos exit op til sæsonstart heller ikke en fremtidens mand. I hvert fald ikke så længe den argentinske træner Santiago Solari er ved roret med en foretrukken 4-3-3 opstilling, der trækker veksler på kanter med gennembrudskraftig speed og nøjsomt disciplinerede tilbageløb.

Det kunne være tre eksempler, der også fortæller historien om, at det er svært at begå sig i en moderne topklub. Men det er også en tendens, der understreges yderligere af Philippe Coutinhos aktuelle problemer med fast spilletid i Barcelona.

En uddøende race

Den klassiske 10er ligner efterhånden en uddøende race eller i bedste fald en slags enhjørning, der har svært ved at finde fodfæste i spillet.

Ingen, der har set fodbold de seneste 40-50 år, vil have været efterladt upåvirkede af 10eren som en mytologiseret skikkelse på banen. Det var mere end nogen anden 10eren, som fik den engelske sitcom-skuespiller Alf Garnett til at kalde fodbold for »den arbejdende mands ballet«.

Det var også 10eren, som fik journalisten og forfatteren Richard Williams til i bogen »The Perfect 10« at skrive: »En stor 10er er fokuspunktet, han er både metronom og stemmegaffel, han er manden, der sætter tempoet og afstemmer tonelejet. Hvis hans timing eller intonering ikke fungerer, går det ud over hele orkesteret.«

Man skal måske have set en stor 10er for at være evighedsforelsket i en spiller med en sådan briste-eller-begejstre statur. Der har været mange i sigtekornet gennem årene.

Michael Laudrups tid på Barcelonas Dream Team var selvklart uforglemmelig. Michael Platinis lange storhedstid som Juventus’ trequartista måske noget af det mest helstøbte. Diego Maradona var som Napolis enmandshær med sit jordstrygende tyngdepunkt, sine dræbende dødbolde og staccato-driblinger bare for vild og fra en anden planet.

Argentinske landsmænd som Pablo Aimar og Juan Riquelme gav eksempler på hvirvelvindsfodbold med finesse i henholdsvis Valencia og Villarreal. Og så har der været masser af flamboyante italienere i stil med Giuseppe Giannini, Roberto Baggio, Giuseppi Signori og Andrea Pirlo. For slet ikke at tale om Dennis Bergkamps fjerlette løb og altid bandsat målrettede førsteberøringer eller Zinedine Zidanes blidt duvende boldomgang.

Forud for sin tid

Personligt har jeg været heldig og privilegeret nok til at have oplevet Henning Jensen vende hjem fra Real Madrid og spille for AGF i begyndelsen af 1980erne, hvor han sluttede karrieren.

Jensen var en åbenbaring nærmest hver gang. Han evnede at perforere modstandernes bløde punkter med afleveringer, der gav tilskueren en fornemmelse af at se spillet blive genopfundet på stedet. Det var fodbold, der sendte saligt rislende stød af velvære gennem kroppen. Fordi man havde fornemmelsen af at være vidne til noget enestående.

Det gav samtidig fantastisk god mening, at Henning Jensen i begyndelsen af sin professionelle karriere havde spillet sammen med Günther Netzer i Borussia Mönchengladbach og lært et og andet om, hvad en 10er af de ypperste kan gøre i selve iscenesættelsen af spillet og i kunsten at eksponere rum i angrebszonen, hvor man ikke troede det muligt.

Ikke mange har personificeret rollen som selvberoende 10er bedre end Günther Netzer. Han var muligvis også forud for sin tid i kraft af sin evne til at falde tilbage i banen for at kunne slå sine lange, lineære afleveringer over en krigszone af en midtbane, hvis det var nødvendigt.

Det er den slags distraktioner, man som fodboldmenneske kan forfalde til på den sidste dag i transfervinduet. Må der være håb forude for sande 10ere som Özil, James og Isco.

Lars B. Jørgensen er sportskommentator på Berlingske