Der er sket store ting inden for dansk forskning i de senere år. Slagordet har bl.a. været »Fra tanke til faktura«. Det har betydet, at man har lagt væsentligt mere vægt på fx patenter i offentligt finansieret universitetsforskning. Vi har erstattet de valgte rektorer, dekaner og institutbestyrere med eksterne bestyrelser og ansatte ledere. Der har været en række store fusioner bl.a. af universiteter og sektorforskningsinstitutter, og samtidig er der lagt stigende vægt på internationaliseringer. Alle ledige stillinger, selv stipendier til ph.d.-studerende, bliver ofte slået op internationalt, og mange læreanstalter og studier er gået over til at bruge engelsk som arbejdssprog. De studerende må tage til udlandet med deres SU og købe undervisning dér for offentlige danske midler. Alt dette er sket, fordi det er i pagt med tidsånden og nærmest hævet over diskussion. Der er da heller ingen grund til at diskutere fordele og ulemper ved det gamle system, for det er forladt. Men der kan være god grund til at diskutere farerne ved det nye, så man kan undgå de værste ulykker. For der er store farer.
Her kan det være illustrativt at se på, hvordan god fodbold spilles. Det er klart, at det er helt afgørende, at forsvar, midtbane og angreb spiller ordentligt sammen der er, hvis man skal bruge terminologien fra forskningsdebatten, store synergier ved et ordentligt samspil mellem de forskellige dele af et hold. Men det betyder jo ikke, at alle skal lave det samme; på det gode hold har alle meget veldefinerede opgaver, som de dog ikke er bundet slavisk til. Det er kun på meget uorganiserede miniputhold, at spillerne tror, de alle skal løbe efter den samme bold hele tiden. Den første fare ved den nye forskningsstruktur er, at det kommer til at minde om miniputholdet.
I gamle dage var der, som på det gode fodboldhold, en klar arbejdsdeling. Universiteterne tog sig af grundforskningen, sektorforskningen gjorde grundforskningen anvendelig for sektorerne, mens det mest var de private firmaers forskningsafdelinger, der gik efter patenter. Det var hovedreglen, men der var da jævnligt forsvarsspillere, der gik med frem i angrebet, dvs. fx grundforskere, der prøvede at anvende deres forskning, eller anvendelsesorienterede forskere, der fik afdækket basal viden. Men strukturen var klar. Hvis vi ikke passer på, kommer den nye struktur i forskningsverdenen til at minde om miniputholdet, hvor alle er samlet på nogle store universiteter, der både skal dække grundforskning og patenter, og hvor der ikke er nogen klar opdeling mellem grundforskning og sektorrelevant forskning, og hvor alle jager patenter.
»Fra tanke til faktura« lyder jo kønt, i hvert fald i en økonoms øre, for som økonom kan man ikke være uenig i, at endemålet oftest må være en eller anden form for »faktura«. Det hele må i sidste ende kunne bruges til et eller andet nyttigt. Men sådan er det jo også med fodbold; det er resultatet, der tæller. Det at sigte bevidst direkte på resultatet har imidlertid ikke fungeret overbevisende i fodbold. Det er det, specielt Norge har været kendt for. Men norsk resultatfodbold er der ikke mange, der råber hurra for og det har faktisk heller ikke givet resultater. Bedste fodbold og forskning kommer, når man ikke kun tænker firkantet på resultater, men elsker at bruge sin fantasi og gøre noget uortodokst det er sprudlende brasiliansk og ikke norsk fodbold, der er idealet. Fodbold og forskning er ikke kun arbejde, det er også en betalt hobby, som kun fungerer ideelt, hvis aktørerne virkelig elsker at udføre det fantasifuldt og elegant. Norsk resultatfodbold og forskning, der pligtskyldigt sigter direkte mod fakturaen, bliver aldrig rigtig godt.
Fodbold er en udpræget konkurrencesport, men det er ikke al konkurrence, der er godt. Man ser af og til stjernerne på et hold konkurrere om pladserne på holdet eller om at blive holdets topscorer. Så får holdet ingen resultater, for så mangler det afgørende samspil. Sådan kan det også nemt gå for dansk forskning, hvis konkurrencen resulterer i, at samarbejdet på tværs af institutionerne går tabt. Mange af de bedste resultater for dansk forskning er nået i samarbejde mellem forskere fra flere forskellige universiteter. At sætte universiteterne til at konkurrere med hinanden om en række simple målbare indikatorer som studietrinstilvækster, patenter og publicerede artikler kan let komme til at svare til at give hver spiller på et hold løn helt skematisk efter det antal mål, han scorer. Det vil næppe gavne samarbejdet på holdet, og holdets spil vil næppe blive særligt velfungerende. Noget lignende kan meget let ske, hvis universiteterne får midler efter indbyrdes konkurrence ud fra mekaniske målinger af indikatorer.
De uheldige effekter af en uhæmmet konkurrence mellem læreanstalter har vi allerede set mange eksempler på. Hvad får det danske samfund ud af, at stort set alle danske universiteter her i foråret har anvendt mangfoldige millioner på reklame og udsendt mange siders farvestrålende reklametillæg til alle de store landsdækkende aviser? Er der nogen, der tror, det er en rationel måde at lave studievejledning på? Man har også set, hvordan jordbrugs- og fødevareforskningen er splittet på tre universiteter, som nu nok alle har planer om nye uddannelser. »Vil det sige«, spurgte en amerikansk professor undrende, »at man i dette land, der er for lille til et jordbrugsuniversitet, vil lave to eller tre?« Man kan frygte, at svaret er ja. Der er gode grunde til at frygte, at konkurrence om, hvor store bevillinger institutionerne skal have med fx patenter som en indikator, vil føre til mindre holdspil og samarbejde i forskningen, og det vil være katastrofalt for dansk forsknings fremtid.
Der er også en del undersøgelser, der tyder på, at et forskningssystem, der er baseret på konkurrence og projektfinansiering, har en tendens til at samles om aktuelle mainstream temaer, mens den lidt skæve og »umoderne« idé har meget få chancer. Man kan jo først gå i gang, når ledelsen og finansieringskilderne er blevet overbevist om ideens bærekraft. Bioteknologi, nanoteknologi, informations- og kommunikationsteknologi og globalisering er utvivlsomt vigtige temaer for dansk forskning, men det er der også meget andet, der er. Der bliver let klumpspil på midten, mens ingen tør satse på fløjene. Men al erfaring fra fodbold synes at vise, at det har en meget stor værdi at udnytte hele banens bredde. Denne for fodbold trivielle lære gælder nok også for forskning, men synes glemt.
Både forskningen og sporten har gjort en del for at få udenlandske stjerner og talenter her til landet, men der er mange måder at gøre det på. Forskningen har helt ubegrænset sigtet på internationaliseringen. Alle stillinger, også uddannelsesstillinger som ph.d.-studiepladser og post doc.-stilinger, slås op internationalt. Men det kan godt være, at det giver de samme problemer som i dele af sportens verden. Der bliver ikke plads til de danske talenter.
I mange sportsgrene har man derfor lavet en kvote for antallet af udlændinge, så det sikres, at der også bliver kamptræning til de gode unge danskere. Damehåndbold har været en dansk paradedisciplin i 10-15 år, og den danske holdturnering er blevet verdens stærkeste med mange internationale stjernenavne på topholdene, men det har også gjort, at der ikke er blevet plads på de bedste hold til kamptræning for de danske talenter, og nu står det danske landshold derfor på et historisk lavpunkt. Denne erfaring er det værd at tænke over også for dansk forskning.
Indtil nu har man ikke set de store ulykker forårsaget af de her påpegede problemer. Men man kan frygte, at det skyldes, at et flertal af de folk, der er blevet ansat som rektorer, dekaner og institutledere, har fået deres forskningspolitiske opdragelse i det klassiske universitetssystem. Ingen kan imidlertid forudse, hvor længe samarbejdet, arbejdsdelingen og arbejdsglæden kan fortsætte. Der skal jo kun én Allis Helleland til at ødelægge historiske arbejdsdelinger. Og så kan de mange reformer let risikere at virke ødelæggende på det høje stade, dansk forskning har etableret gennem årtier ja i mange fag vel snarere århundreder.
I dag er der flere danske universiteter i verdenseliten eller i hvert fald i den europæiske elite. Men hvis vi ikke opfører os fornuftigt, er der en oplagt fare for, at vi ikke bliver der. Trods de øgede midler. For selv med øgede bevillinger er der langt fra danske forhold til de økonomiske muligheder for internationale storklubber og universiteter. Man kan ikke konkurrere med Stanford, Harvard eller Real Madrid, hvis universiteterne aldrig må give mere i løn, end hvad en kontorchef i Videnskabsministeriet får. Vi kan måske med vore relativt beskedne midler klare os i damehåndbold, men i de store konkurrencer vedrørende fodbold og forskning er vi fortsat nødt til at leve på talentet, fantasien og engagementet, og det kan let gå tabt, hvis vi vil sætte for mange ansatte ledere til at styre for meget så bliver det fantasiløs norsk resultatfodbold. Og det giver sjældent resultater.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger