Fluesmækker på pension til nytår

Efter knap 30 år er det slut med at rulle Dankort og andre betalingskort i butikkerne.

»Rrrrritsj - gonk!«

Til nytår er det slut med at høre den velkendte lyd ude i forretningerne, når den såkaldte fluesmækker er rullet hen over Dankortet, og pengene nu er på vej væk fra ens bankkonto.

1. januar sendes fluesmækkeren - af nogen kaldet »slæden« - nemlig på pension, og til sommer er det også slut med de rød/sorte Dankortterminaler. Så er kun chiplæserne tilbage.

»Der er i øjeblikket travlhed med at få installeret chipterminaler, inden julehandelen for alvor tager fart. Flere end 70 procent af alle Dankort-transaktioner er nu med chip, og mængden af indsendte papirnotaer falder uge for uge,« siger Søren Winge, pressechef i PBS, det tidligere Pengeinstitutternes Betalingsservice.

Fra før Dankortets tid

Fluesmækkeren har været i brug siden 1977-1978, altså før Dankortet blev opfundet. Dengang var det de internationale kreditkort, der blev rullet.

Faktisk findes fluesmækkeren i to udgaver: bordmodellen og lommemodellen. Bordmodellen har stort set lignet sig selv siden begyndelsen. Lommemodellen har typisk været brugt i taxier og havde sin storhedstid i 1990erne.

Dankortet kom først til i 1983, og det første år derefter kunne man udelukkende betale med Dankort ved at køre det igennem fluesmækkeren. Først året efter, i 1984, kom den rød/sorte model, som dengang kostede over 10.000 kroner at anskaffe sig. Nu sendes den også på pension i løbet af næste år. Endelig kom sidst i 1980erne teleterminalen, som er den næstmest udbredte i dag. Her kører man kortet igennem og skriver bagefter under på en bon, hvor man beholder den gule lap selv.

Da det gik hedest til - i 1994 -, blev fluesmækkeren brugt 26 millioner gange på et år til både Dankort og internationale kreditkort. Den trafik er siden dalet støt, og det seneste år er der kun spyet knap fire millioner notaer ud.

Kun for de små

Lige nu har kun betalingssteder med under 25 dankort-ekspeditioner om ugen stadig den gamle fluesmækker stående. Og den må fra årsskiftet kun bruges som nødløsning.

Samtidig er det forretningens egen risiko, hvis falske kort bliver brugt, hvis ikke chippen på Dankortet bliver læst.

Over 46.500 betalingssteder læser i dag de nye og sikrere chipkort.