Flere kæmper med høj studiegæld

Et stigende antal studerende låner så meget af staten, at de ikke kan betale lånet tilbage, når de er færdige med deres uddannelse.

Antallet af studerende med en studiegæld på over 100.000 kr. er på seks år vokset med 73 pct., og det vækker bekymring flere steder, da mange er ude af stand til at afdrage gælden som aftalt, skriver Jyllands-Posten.

Antallet af dårlige tilbagebetalere, som modtager to rykkerskrivelser og som stadig ikke overholder deres afdragsaftale, er på seks år steget fra 26.200 til 32.400.

»Jeg er stærkt bekymret over, at så mange misligholder deres gæld. Tendensen til ikke at overholde låneaftaler ser vi i hele samfundet, men blandt studerende er den så stor, at vi bliver nødt til at finde en løsning på det,« siger Per Christian Andersen, formand for SU-rådet.

Det er ikke udelukkende de studerendes skyld, at studielånene løber løbsk, mener Mads Svaneklink, formand for Danske Studerendes Fællesråd. Han kritiserer SU-lånesystemet for at motivere mange studerende til at låne flere penge, end de har brug for, da man - såfremt man vil låne - minimum skal låne 2.483 kr. om måneden. Ganske vist kan studerende framelde lånet i en periode, men det benytter få sig af.

»De studerende er tvunget til at låne efter en gammelkommunistisk, ufleksibel model, hvor det er enten eller,« siger Svaneklink.

Kilde: Jyllands-Posten