Fjernt fra verdens mylder og jag

Da jeg skrev de følgende Blade, eller i hvert Fald Størstedelen af dem, boede jeg alene i Skovene, en Mil fra nærmeste Nabo, i et Hus, jeg selv havde bygget ved Bredden af Walden Pond i Concord, Massachusetts. Jeg tjente mit Brød alene ved mine Hænders Arbejde.«

Med disse velsvungne sætninger indleder den amerikanske fritænker og forfatter Henry David Thoreau »Walden eller Livet i Skovene«, der første gang fandt vej op på boghandlernes hylder i 1854. For præcis 150 år siden. Og Thoreaus selvbiografiske værk om to års tænksomt ophold i og omkring en primitiv træhytte på blot 3 x 4,5 m har siden udgivelsen stået som en klassiker i den nordamerikanske litteratur.

Men herhjemme har den i takt med årenes gang mistet sin kanoniske status, og i dag er det de færreste danskere under pensionsalderen, der er bekendt med bogen. Og det til trods for, at dens tanker om, hvorledes livet bør leves, aldrig har været mere kærkomne end netop her i jubilæumsåret, hvor vi i dén grad har viklet os ind i en livsførelse, vi ikke kan være tjent med. Men hvad er det så Thoreaus bog kan hjælpe dig og resten af os danskere med?

Thoreau funderer i »Walden eller Livet i Skovene« over en række træk, som han ikke forstår ved menneskene i fødebyen Concord. Det første, hans undren gør ophold ved, er deres absurde og udprægede tragiske forhold til tingene. De slider og slæber i alle døgnets lyse timer for at anskaffe sig så meget jordisk gods, som overhovedet muligt. For at »sanke sig Skatte, som Møl og Rust fortærer, og Tyve bryder ind og stjæler. Det er et Liv for Dårer, og de opdager det, når de kommer til Ende med det, om ikke før.«

Da Deres øjne vandrede henover citatet ovenfor, tænkte De sikkert, at ordene skam er forførende smukke og ungdommeligt idealistiske, men at virkeligheden - dengang i Concord, som nu i Danmark - altså kræver, at man hænger i. Men Thoreau har forudset denne indvending, og tillader den ikke at finde fodfæste. Han understreger nemlig i næste velskrevne åndedrag, at mennesket til enhver tid har mulighed for at gøre sig fri af sliddet, hvis blot det virkelig vil. Fra hans synsvinkel handler det i al sin frapperende enkelhed om viljen til at prioritere. Til at vælge og fravælge på en måde, der holder leveomkostningerne i ave, og som gør det muligt ikke at arbejde i alle livets bedste timer - et eksempel giver han med sin hytte i skoven, som han vælger at lade stå i fyrretræets naturlige farve i stedet for at bruge kostbare dollars på at male den i farver a la modedu temps.

Og er det i grunden ikke præcis lige så let for os danskere at undslippe vor tyngende arbejdsbyrde? For hvis ikke sofaen behøver være den sidste nye fra Minotti, skjorten den hippeste fra Ralph Lauren og køkkenet det sidste skrig fra Invita, så er der jo slet ikke brug for alle de arbejdstimer, som slider vore liv op, og som hvert år resulterer i titusinder af mavesår, migræner og hjertetilfælde. Rørende banalt, men så rigtigt at det gør ondt. Ikke sandt?

Thoreaus konsekvente forsagelse af alle overflødige ting, hænger imidlertid ikke kun sammen med hans bekymring for menneskenes fysiske velbefindende. Hans samtaler med Concords indbyggere har også fået ham til at konkludere, at den fortravlede og blodhidsende hverdag i indtjeningens tegn også går ud over tanken. For kusken, smeden og bonden, der slider i deres ansigters sved fra solen stiger op over marken til den går ned i skoven, har ganske enkelt ikke overskud til at reflektere over, hvordan livet bør leves. De lever med Thoreaus karakteristiske og dramatiske ordvalg »som bedøvede Slaver«.

Thoreaus ord om at tankerne skal frigøres fra en al for stor arbejdsbyrde, førend de kan vise os vejen mod et meningsfuldt liv, lyder som noget, de mest paranoide hippier kunne bruge i 60erne og 70erne, men de har intet med vores moderne og rummelige virkelighed at skaffe. Sådan tænker De måske. For her har vi jo både afspadseringsordninger, flextid og fem ugers ferie!

Men at vore tanker er præcis lige så bedøvede, som godtfolkenes i Concord, det antydede en voxpop i tv for nylig, da en håndfuld danskere blev spurgt om, hvad de egentlig ønskede af livet. Svarere var afvigende og uklare, og de, der vovede et regulært bud kunne ikke sige andet end »et sommerhus« eller »en ny bil«. Udmeldinger så banale og ureflekterede som noget. Men kan De, kære læser, mon komme med et mere velovervejet bud end de rådvilde ansigter på den knitrende TV-skærm? Prøv engang.Det er imidlertid ikke kun de bedøvede tanker og den unødvendige indsamling af ting, der hindrer menneskene i at finde frem til en bedre måde at leve på. Thoreau så hos Concords indbyggere også et besynderligt forhold til det at være alene. Hans aleneliv i skoven blev således genstand for undren og mistænkeliggørelse blandt de mennesker, han stødte på i løbet af de to år. Hvorfor være alene? Hvorfor ikke omgive sig med andre?

Thoreau ser disse spørgsmål fra sine landsmænd som et udtryk for en misforståelse af, hvad det vil sige at være alene. For dem er det et onde, for ham et unikt gode, der giver mulighed for at mærke sig selv og ikke mindst mærke, om man er det rigtige sted i tilværelsen. Men Thoreau anser dog ikke menneskestemmer, vrimmel og social omgang for noget dårligt, selv om man let kunne få den tanke: »Jeg tror, jeg elsker Selskab lige saa meget som de fleste, og for Tiden er jeg rede til at suge mig fast som en Igle til ethvert fuldblodigt Menneske, der kommer i min Vej. Jeg er af Naturen ingen Eneboer og skulde nok holde ud længere end den mest standhaftige Gæst i Skænkestuen, om jeg ellers havde noget Ærinde der.«

Men fra Thoreaus vinkel er det imidlertid nødvendigt fra tid til anden at bryde op og være alene, selv om det synes svært og måske ligefrem angstfremkaldende. For at mærke efter om man er tilfreds, og for at mærke efter, om tilværelsen giver mening.

Ja, men vi har jo ikke alle mulighed for at bruge to år i en diminutiv træhytte ude midt i en skov for at finde lykken, tænker De måske. Men det er heller ikke Thoreaus pointe. For ham handler det blot om at turde være alene med sine tanker fra tid til anden. Om en gang i mellem at tage nogle stunder i stille eftertænksomhed, hvor man »ikke kastes af Sporet ved enhver Nøddeskal eller Myggevinge, som falder på Skinnerne.« Og i dagens flimrende Danmarksbillede er det sværere end nogensinde at få lov til dette, for vort forhold til det at være alene er endnu mere forkvaklet end hos nogen indbygger i Concord.

I vort samfund bliver ønsket om at være alene betragtet som et sygdomstegn, et tegn på mental ubalance. Og et slående eksempel gives, når en af vore gode venner ikke viser sig på den sociale scene i en periode. Hvad gør vi så? Tænker vi, at hun nok er ved at lytte til sig selv og sine inderste drømme fjernt fra verdens forstyrrende vrimmel? Nej, vel? I stedet bliver vi oprigtigt bekymrede og sørger for at ringe, invitere og besøge vedkommende i én flimrende uendelighed.

Thoreaus råd til menneskene i Concord er at give hinanden lov til at være alene. Til at røre følelsernes og drømmenes rødder. Og skulle vi ikke tillade det samme i vor moderne tilværelse i spidsrod mellem caféer, foreninger og fester?

Det er fristende let at afvise Thoreaus 150 år gamle overvejelser om de overflødige ting, den døvede tanke og frygten for at være alene som en idealists intellektuelle amokløb. Men i stedet for at begå denne synd, kunne vi jo også kigge på vore dage og føle efter, om ikke han har fat i noget, vi kan bruge, i stedet for blot at skøjte henover den moderne verdens overflade, hvor vi nøjes med at lade dameblades glittede råd og livstilsprogrammers overfladiske pointer være de eneste eksistentielle ledestjerner på vor moderne himmel. Eller er det helt ude i skoven?tKronikken i morgen:

»Der er gået Mao i den danske folkeskole«. Ph.d.-stipendiat Bjørn Paarmann skriver om lærere og pædagogik.Fra Thoreaus vinkel er det imidlertid nødvendigt fra tid til anden at bryde op og være alene, selv om det synes svært og måske ligefrem angstfremkaldende. For at mærke efter om man er tilfreds, og for at mærke efter om tilværelsen giver mening.