Fire stjerner til »Antichrist«

Det er meget sjældent, at man ser et sødt lille barn dø på film. Endda en brat og brutal død.

Selvfølgelig er Lars von Trier manden, der bryder også dette tabu. Det gør han i begyndelsen af sit nye værk ”Antichrist”, hvor en kær dreng falder ud af et vindue og slår sig ihjel, mens hans forældre har travlt med at dyrke sex. Og ikke så sært fører begivenheden til voldsom sorg og skyldfølelse, især hos moderen – faderen er terapeut og har tilsyneladende større selvkontrol – hvad der får ægteparret til at rejse til en isoleret hytte i en vældig skov for at komme til kræfter.

Det kommer de mildest talt ikke. I skoven sker der uforklarlige ting, som fører til voldsomme opgør mellem ægtefællerne, og mere skal man nok ikke røbe om handlingen – hvad der i øvrigt også ville være svært, for en del af begivenhederne i ”Antichrist” er plat uforståelige, og en mulig dybere sammenhæng i den bizarre historie er svær at få øje på.

Hed sex og blodig lemlæstelse er vigtige ingredienser i filmen, der med andre ord ikke er for såkaldte sarte sjæle. Beundrere af Lars von Triers visionære talent vil formentlig se filmen med en blanding af forvirring, betagelse og skuffelse – der er scener af stor styrke og skønhed i ”Antichrist”, men også en mærkelig kølighed, som betyder, at man aldrig for alvor gribes.

Charlotte Gainsbourg og Willlem Dafoe yder i de to hovedroller, der næsten er filmens eneste, imponerende præstationer præget af både fysisk og mental frygtløshed. Også Lars von Trier er frygtløs, for han vil garanteret støde mange mennesker fra sig med denne underlige og ubehagelige film, og selv hans tilhængere vil næppe placere den blandt hans vigtigste værker.

Ikke desto mindre er ”Antichrist” en film, som på godt og ondt bider sig fast i tilskuerens erindring og er umulig at ryste af sig. Hvor gerne man måske end ville.