Finanspolitikken skal være langtidsholdbar

Den overordnede ramme for den økonomiske politik i Danmark har i de senere år været den såkaldte 2010-plan. 2010-planen blev fremlagt af Nyrup-regeringen og overtaget af Fogh-regeringen. Planens formål har været at bidrage til, at den offentlige sektor og velfærdsordningerne fortsat kan finansieres på trods af de befolkningsforskydninger, der kan forudses i løbet af i de kommende årtier.

2010-planen har sikret et stærkt fokus på det mellemlange sigt i den økonomiske politik. Det har betydet, at finanspolitikken i hvert fald indtil for nylig har været præget af en høj grad af ansvarlighed. Danmark er derfor et af de lande i den vestlige verden, der står allerbedst rustet i forhold til de demografiske udfordringer. Det skyldes bl.a., at 2010-planens målsætning om nedbringelse af den offentlige gæld ser ud til at blive nået.

Med sommerens velfærdsforlig har politikerne taget et væsentligt skridt i retning af at gøre finanspolitikken langtidsholdbar. Regeringen mener selv, at finanspolitikken nu stort set er holdbar. Hermed menes, at man kan fastholde det nuværende offentlige serviceniveau og de nuværende overførselsordninger uden at skulle ty til fremtidige skattestigninger, selvom der fremover bliver væsentligt flere ældre i forhold til de erhvervsaktive. Beregninger fremlagt i den seneste vismandsrapport (baseret på fremskrivninger fra den uafhængige forskningsenhed DREAM) tyder dog på, at der trods velfærdsforliget er et behov for at forbedre de offentlige finanser yderligere på et eller andet tidspunkt.

Beregningerne i vismandsrapporten viser ganske vist, at de offentlige finanser vil være nogenlunde i balance frem mod 2025. Befolkningsudviklingen gør dog, at de offentlige udgifter vil have en tendens til at stige mere end indtægterne. På et tidspunkt vil der derfor opstå et behov for at reducere de offentlige udgifter eller øge skatterne.

Fremskrivningen af de offentlige indtægter og udgifter viser, at den offentlige sektor i 2040 vil have et underskud på omkring 4 pct. af den samlede produktion (BNP) - selv når der tages højde for sommerens velfærdsforlig. Velfærdsforligets positive langsigtseffekt på de offentlige finanser illustreres af, at der kunne imødeses et underskud på over 7 pct. uden velfærdsforliget. Eller sagt på en anden måde: Velfærdsforliget løser godt halvdelen af det langsigtede holdbarhedsproblem, som dansk økonomi står overfor.

Beregninger langt ud i fremtiden er selvsagt usikre, og resultaterne afhænger af de forudsætninger, der nødvendigvis må gøres. Det er derfor ikke særligt frugtbart at diskutere, om finanspolitikken præcis er holdbar, eller om der er et behov for en stramning på f.eks. 1 eller 2 pct. af BNP på et eller andet tidspunkt i fremtiden.

Dette kan måske lyde som en lidt »flot« holdning til et problem, der har fyldt så meget i debatten de seneste år. Synspunktet om, at det næppe er værd at diskutere den præcise størrelsesorden af holdbarhedsproblemet, udspringer imidlertid blot af en erkendelse af, at udviklingen under alle omstændigheder vil blive anderledes end den, som forventes nu.

Der vil ske ændringer i arbejdstiden. Der vil komme nye befolkningsprognoser. Der vil fremkomme nye behandlingsmetoder, der enten kan reducere omkostningerne i sundhedssektoren eller (måske mere sandsynligt) forøge sundhedsudgifterne. De forskellige aldersgruppers tilknytning til arbejdsmarkedet vil sandsynligvis ændres - i takt med at uddannelsesniveauet ændres og i takt med den almindelige velstandsstigning og opbygningen af stadig større pensionsformuer.

At der vil ske ændringer i forhold til de anvendte forudsætninger, er det eneste sikre. Selvom der derfor kan være grund til at være ganske ydmyg over for at fastlægge den præcise størrelse af holdbarhedsproblemet, så er langsigtede fremskrivninger alligevel nødvendige for at fastholde det langsigtede fokus i den økonomiske politik. Det er trods alt ret sikkert, at der inden for en overskuelig årrække vil være væsentligt flere ældre i forhold til antallet af erhvervsaktive. Langsigtede økonomiske fremskrivninger er med til at sikre, at vi i tide kan tage højde for konsekvenserne af befolkningens aldring.

Endvidere står den offentlige sektor over for den udfordring, at den generelle velstandsudvikling paradoksalt nok risikerer at sætte den finanspolitiske holdbarhed under pres. I 2040 vil købekraften for en almindelig dansker være omkring dobbelt så stor som i dag. Den større velstand kan føre til, at mange vil overveje, om det virkelig er nødvendigt at arbejde så meget, som de gør i dag. Det kan føre til kortere ugentlig arbejdstid, mere ferie og tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Et mindre arbejdsudbud vil betyde færre skatteindtægter for det offentlige.

I vismandsrapporten viser vi, at det offentlige underskud i 2040 vil øges til omkring 5,5 pct. af BNP, hvis den årlige arbejdstid falder blot 0,2 pct. om året, eksempelvis svarende til 2 ugers ekstra ferie i 2040. Et fald i arbejdstiden i den størrelsesorden ophæver med andre ord omkring 40 pct. af den positive effekt på de offentlige finanser, som velfærdsforliget forventes at have.

Øget velstand kan også føre til et krav om højere servicestandarder og dermed større offentlige udgifter. I vismandsrapporten har vi regnet på, hvad der sker, hvis udgifterne til folkeskole, hospitaler, ældrepleje og anden individuel offentlig service stiger med ca. 0,15 pct.point ekstra om året ud over det, som befolkningsudviklingen tilsiger. En sådan merstigning svarer nogenlunde til den historiske mervækst, der har været i serviceudgifterne. Beregningerne viser, at det offentlige underskud i så fald vil øges til knap 6 pct. af BNP. Det betyder, at knap halvdelen af den gunstige effekt af velfærdsforliget kan blive udhulet, hvis det enten ikke ønskes - eller ikke er muligt - at føre en stram udgiftspolitik.

En anden forudsætning bag beregningerne er, at skattestoppet ophæves fra 2010. Skattestoppet indebærer, at ejendomsværdiskatten og en lang række afgifter er fastlåst i kroner og øre. Dermed udhules de reelle offentlige indtægter fra disse skatter af inflationen. Antagelsen om ophævelse af skattestoppet betyder, at punktafgifter og ejendomsværdiskat får lov at følge den almindelige prisudvikling.

Nogle vil hævde, at det er himmelråbende naivt at forudsætte en ophævelse af skattestoppet med de politiske vinde, der i øjeblikket blæser på Christiansborg. Naivt eller ej, så er det lige præcis den antagelse, regeringen selv anvender, når den vurderer den finanspolitiske holdbarhed - f.eks. til de årlige såkaldte konvergensprogrammer, der skal fremsendes til EU. Det seneste konvergensprogram er fra november 2006, og det bygger på, at skattestoppet ophæves fra 2010.

Beregninger i vismandsrapporten illustrerer, hvad der sker, hvis man viderefører skattestoppet til 2040. I så fald vil det offentlige underskud i 2040 øges til knap 7 pct. af BNP - dvs. til næsten det samme som der ville have været tale om uden velfærdsforliget. Med andre ord eliminerer en videreførelse af skattestoppet stort set hele den gavnlige effekt af velfærdsforliget.

Disse beregninger viser, at selvom de offentlige finanser umiddelbart har det ganske godt også på lidt længere sigt, så er der grund til at være på vagt. Hvis politikerne lader de offentlige udgifter stige mere end det, som befolkningsudviklingen tilsiger, eller hvis de vælger at videreføre skattestoppet, så er der klart behov for kompenserende tiltag, der forbedrer det offentlige budget.

Det er på denne baggrund, at vi anbefaler, at der bliver udarbejdet en ny mellemfristet plan til afløsning af 2010-planen. Denne plan bør sigte efter, at der i gennemsnit er balance på de offentlige finanser frem til omkring 2025. Balance frem mod 2025 indebærer ifølge beregningerne, at skattestoppet ophæves, og at der føres en stram udgiftspolitik. Hvis man kan leve op til disse to forudsætninger, er der ikke behov for at foretage stramninger af den økonomiske politik nu og her udelukkende af hensyn til de langsigtede udfordringer.

Hvis man derimod ønsker at videreføre skattestoppet, må der skæres i de offentlige udgifter, medmindre man er i stand til at gennemføre strukturreformer, som øger beskæftigelsen. Og hvis man ønsker at øge de offentlige udgifter, må man i fravær af tiltag, der øger arbejdsstyrken eller reducerer ledigheden, øge skatterne.