Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Zombier er taknemmelige i den forstand, at så meget forskelligt kan læses ind i dem. Er de vores angst for døden, er de frygten for de fremmede, eller – sådan som jeg læser dem – enerens skræk for det grå, småborgerlige menneske, den levende døde, der langsomt overtager verden?
Alle vinkler giver mening i selskab med »The Girl With All the Gifts«, der er det seneste og lovlig sene bidrag til zombiebølgen og fortæller om en tid, hvor »de hungrende« er ved at få overtaget. Men Melanie er en mellemting: Hun forvandler sig fra menneske til zombie, når hun lugter liv og blod, men er ellers en normal og endda vældig sød pige. Da en lille gruppe soldater og en forsker lades alene i et postapokalyptisk England, er hun en stor hjælp og samtidig kroppen, hvoraf de håber at kunne udvinde en helbredende kur.
»The Girl With All the Gifts« rejser på den måde diskussioner om, hvad der er humant, og om hvorfor vi mennesker skulle nyde nogen forrang, og filmen er ikke bare godt skruet sammen, men byder også på et par nye twists i den efterhånden slidte zombiegenre.
Men at se de 115 minutter er langt hen ad vejen som at se et sammenklip af andre film og serier. Dog et ret medrivende og begavet flashback.
Hvad: The Girl With All the Gifts. Hvem: Instruktør: Colm McCarthy. Medvirkende: Gemma Aherton, Glenn Close. Hvor: Premiere over hele landet.