Zentropa laver film om drabsmanden fra Krudttønden og synagogen

Zentropa-producenten Peter Aalbæk Jensen og filminstruktøren Manyar Parwani er ved at udvikle en spillefilm om drabsmanden Omar El-Hussein, der i februar dræbte to civile og sårede seks betjente.

Den afdøde attentatmand Omar El-Hussein bliver nu hovedperson i en kommende film af Manyar Parwani. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: -
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FIlminstruktøren Manyar Parwani er i samarbejde med Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen ved at udvikle en film, der skildrer de dramatiske timer i februar, da byens politistyrker jagtede manden bag attentatet på først Krudttønden, siden synagogen i Krystalgade.

Ved to skudepisoder blev to civile blev dræbt og seks betjente såret, og gerningsmanden var den dansk-palæstinensiske Omar Abdel Hamid El-Hussein, der efterfølgende selv blev dræbt af Politiets Aktionsstyrke ved Nørrebro station natten til d. 15. februar kun 22 år gammel.

Ideen blev tidligere i år præsenteret for Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen af nogle filmkunstnere med anden etnisk herkomst, heriblandt filminstruktøren Manyar Parwani.

»Jeg ville have afvist det blankt, hvis det var en bande grisefarvede kunstnere, der ville fortælle det her, men når en bande brune mennesker henvender sig med intentioner om at fortælle netop denne her historie, så er min nysgerrighed vakt,« siger Peter Aalbæk Jensen til Berlingske.

Instruktør Manyar Parwani understreger, at det kommer til at kræve stor omtanke at fortælle om det, der skete ved Krudttønden og synagogen, og som han siger, har påvirket ham så meget, at han ikke kan komme uden om at lave »Lukkede øjne«, som er filmens foreløbige titel. Filmen kommer også til at indeholde andet end de konkrete skudepisoder, og Maryar Parwani har allerede foretaget research på radikaliserede unges baggrund.

- Jeg har undersøgt, hvordan de her unge er identitetskrise, at de ofte lever i ensomhed uden sociale netværk, og hvorvidt dette er en del af forklaringen på, hvorfor de bliver radikaliserede, siger Manyar Parwani, der også vil undersøge, om den hjemlige ‘debattone’ har bidraget til at skubbe nogle unge ud i radikalisering.

- Det har overrasket mig, at 13-årige knægte ved, hvem Inger Støjbjerg er, og hvad hun står for. Det ville jeg ikke selv have vidst, da jeg var i den alder, og jeg spekulerer på, om det kan gøre det nemmere at hjernevaske unge i en radikaliseret retning, siger Manyar Parwani.

Hvordan undgår du, at filmen kommer til at fritage Omar El-Hussein for ansvaret for drabene ved at lægge ansvaret over på faktorer i hans opvækst eller debattonen?

- Det gør jeg heller ikke. Uanset hvilke sociale forhold, der gjorde ham til et let offer for yderligtgående propaganda, kan man ikke komme uden om hans alvorlige forbrydelser. Det ansvar ligger på hans skuldre, siger Manyar Parwani.

Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen frygter ikke, at filmen bliver ukritisk i forhold til attentatmanden.

- Det må den da gerne være. Det er et frit land med fri taleret. Jeg laver både film af en klar venstreorienteret observans og film med en klar højreorienteret observans og begge dele med største fornøjelse. Så jeg har ikke noget imod, hvis den bliver enøjet. Ikke dermed sagt, at jeg har nogen forventning om, at den bliver det, siger Peter Aalbæk Jensen.

Offentliggørelsen af filmprojektet om Omar El-Hussein kommer kort tid efter, at Det Danske Filminstitut har startet det såkaldte charter for etnisk mangfoldighed, der er underskrevet af flere organisationer i filmbranchen, og som skal skabe opmærksomhed om filmkunstnere og skuespillere af anden etnisk baggrund i Danmark.

Peter Aalbæk Jensen er dog ikke tilhænger af chartret, og pressemeddelelsen om »Lukkede øjne« er afsluttet med et statement skrevet med store bogstaver. Ordlyden er som følger.

»ERKLÆRING: Vi tager iøvrigt afstand fra Det Danske Filminstituts nyligt erklærede 'Brune hykleri', og frabeder os hermed at blive brugt i enhver sammenhæng med dette initiativ.«

- Det er jo igen en flok hvide mænd og kvinder, der holder velmenende møder uden at kontakte de brune mænd og kvinder, siger Peter Aalbæk Jensen.

En af de »brune mænd« han henviser til, er netop Maryan Parwani, der ikke havde hørt om initiativet for etnisk mangfoldighed, før han hørte om det fra Zentropa-direktøren.

»Jeg taler kun for mig selv, men jeg er altid gået imod alle former for særbehandling. Det er usundt, og det kan grave nye kløfter mellem brune og hvide danskere,« siger Maryan Parwani.

På filminstituttet ønsker områdedirektør Claus Ladegaard ikke at kommentere erklæringen fra Zentropa, men han understreger, at chartret for etnisk mangfoldighed ikke skal opfattes som særbehandling men som ligebehandling.

»Lukkede øjne« har allerede tidligere på året modtaget støtte fra Det Danske Filminstituttet, altså længe inden vedtagelsen af chartret.

»Jeg ville have afvist det blankt, hvis det var en bande grisefarvede kunstnere, der ville fortælle det her.«

Posted by Berlingske on 21. august 2015