Den slags bekymringer viser sig heldigvis unødvendige ved mødet med »Toy Story 3«. Ganske vist var det helt tilbage i 1995, at vi første gang mødte sheriffen Woody, rummanden Buzz og alt det andet talende legetøj, og meget har forandret sig siden da, men de krøllede hjerner på selskabet Pixar har grebet den nye film klogt og kreativt an – hovedfigurerne er de kære velkendte, men historien er splinterny og ikke bare et lunkent opkog på de to tidligere film.
Udgangspunktet er her, at drengen Anders nu er blevet så gammel, at han flytter hjemmefra, og hvad skal der så ske med hans legetøj?
Det havner ved en fejltagelse på børnehjemmet Sunnyside, der umiddelbart fremtræder så pastelfarvet idyllisk, at det virker for godt til at være sandt – og det er det også.
»Toy Story 3« er ikke bange for at vise os, at børn kan være ganske rædselsfulde, så med Woody i spidsen må vores legetøjsvenner forsøge at flygte; hvad en på overfladen gemytlig bamse, som med hård hånd styrer tingene på Sunnyside, vil gøre alt for at forhindre.
En ond, såret bamse
Bamsen er ond, fordi han føler sig svigtet, og på den måde er filmens mange grinagtige og groteske figurer forsynet med psykologiske træk, der så at sige gør dem menneskelige. Det samme gør den utroligt livagtige mimik og ditto kropssprog, som de via virtuos computeranimation er forsynet med, og det betyder, at man faktisk bekymrer sig for deres skæbne, selv om de jo bare er legetøj – og at filmen former sig som en køn hyldest til hjælpsomhed og loyalitet.
»Toy Story 3« er tidstypisk i 3D og præget af en frodigt blomstrende opfindsomhed med tusinde originale indfald. Måske er filmen lovligt lang og et par steder lidt for drabeligt uhyggelig for de mindste tilskuere, men det er kun minimale indvendinger mod en kæk og kåd fabel fyldt med formidabel fantasi.
