Von Trier i gang med at filme Jordens undergang

Den excentriske instruktør Lars von Trier præsenterer i dag filmsettet og det stjernespækkede hold bag sin kommende film "Melancholia".

Den danske instruktør Lars Von Trier. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

Et pressemøde med instruktøren Lars von Trier er altid en begivenhed. Alene bevidstheden om, at den neurotiske og pressesky instruktør helst undgår den type begivenheder, gør, at samtlige medier nok skal være på plads, når von Trier udsender én af sine sjældne invitationer.

Således også i eftermiddag, når Zentropa og det svenske Film i Väst har inviteret til en kort presseseance på filmsettet i Trollhättanstudierne, hvor von Triers nye film, ”Melancholia”, skal optages med en stjernespækket besætning.

Det bliver nemlig pressens eneste mulighed  for at møde Lars von Trier og skuespillerne, der bl.a. omfatter, Kirsten Dunst, Kiefer Sutherland, Charlotte Ramplin, franske Charlotte Gainsbourg, tyske Udo Kier og svenske Stellan Skarsgaard, mens optagelserne står på, understreges det i presseinvitationen.

Meget smuk undergang

Indholdet af ”Melancholia” holder Zentropa og von Trier vanen tro tæt til kroppen, og kun ganske få detaljer er sluppet ud. Der skulle være tale om en blanding af psykologisk drama og katastrofefilm, og titlen refererer efter sigende til en planet, der ligger faretruende tæt på Jorden og truer vores eksistens.

- Jeg kan sige så meget, at det bliver en smuk film om Jordens undergang, sagde filmens producer, Meta Louise Foldager, til Berlingske Tidende, da filmens stjernebesætning blev præsenteret ved Filmfestivalen i Cannes tidligere på året.

Lars von Trier selv har tidligere udtalt, at han er færdig med ”happy endings”.

Begejstret Gainsbourg

Happy ending eller ej, så er den franske skuespillerinde Charlotte Gainsbourg begejstret over at skulle arbejde sammen med Lars von Trier igen. Sidste år indbragte hendes rolle i den danske instruktørs omstridte film, ”Antichrist”, hende prisen for årets bedste kvindelige hovedrolle ved Cannes Festivalen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg kan vente af den nye rolle. Jeg vil bare gerne arbejde med ham igen, det er det hele, sagde hun, da Berlingske mødte hende ved dette års filmfestival.

- Det bliver helt anderledes end sidste gang. Der er mange skuespillere i den nye film, men mere ved jeg faktisk ikke, ler hun. Og det er i virkeligheden en del af tiltrækningen ved at arbejde med en instruktør som Lars von Trier, erkender hun:

- Man ved ikke hvad man kan forvente af rollen. Det attraktive ved at arbejde med Lars von Trier er i virkeligheden ham selv. Den oplevelse, det er at blive instrueret af ham, er så speciel. Jeg havde aldrig forventet noget som det, og jeg vil gerne have den oplevelse igen. For mig er forholdet til instruktøren vigtigere end selve manuskriptet.

Fra Spiderman til Trier

Filmens kvindelige hovedrolle spilles af Kirsten Dunst, der herhjemme er bedst kendt fra Spiderman-filmene. Også Stellan Skarsgaards søn, Alexander, medvirker i filmen.

”Melancholia” fotograferes af Hoyte van Hoytema og produceres af Meta Louise Foldager og Louise Vesth.

Optagelserne er netop begyndt i filmstudierne i Trollhättan. Det er forventet, at filmen, som er en dansk-svensk-fransk-tysk coproduktion, kommer til at koste ca. 55 mio. kroner. Filmen får premiere i maj næste år, hvilket bringer den i spil til Cannes-filmfestivalen i 2011.