I 1996 gav pusheren Frank sin dumme makker Tonny flere bank, end noget andet menneske nogensinde havde fået i en dansk film. Hvorefter man ikke så mere til Tonny ved den lejlighed.
Nu er Frank forsvundet - man tvivler stærkt på, at han stadig er i live - mens Tonny til gengæld overlevede de voldsomme tæv uden at blive spor klogere af den grund. Han er flyttet til Amager, han har siddet i spjældet og er imens uden at vide det blevet far, men han ligner stadig sig selv med sin skaldede og arrede isse, sine upålideligt flakkende øjne og sin latterlige RESPECT-tatovering i nakken.
Tonny er simpelt hen dum som et bræt og den fødte fiasko, der aldrig kan blive til andet end patetisk biperson i sit eget liv. Derfor ville han ikke være værd at spilde så meget som ét minut på, hvis ikke han blev spillet af den eksplosive Mads Mikkelsen, der som hovedperson i »Pusher II« investerer hele sin kolossale udtrykskraft i at gøre denne åndelige albino levende og vedkommende.
Efter den ambitiøse fiasko »Fear X« vender instruktøren Nicolas Winding Refn med »Pusher II« tilbage til sit filmiske udgangspunkt, og også den nye films handling har bevaret rødder på gennembrudsværkets betændte Vesterbro, idet Zlatko Buric som den joviale narkohandler Milo optræder i en birolle, ligesom plottet igen sættes i fart af en fatal narkogæld. Et nyt element er derimod Tonnys brændende ønske om at vinde respekt hos sin magtfulde kriminelle far kaldet Smeden, stærkt spillet af Leif Sylvester Petersen - samt selvfølgelig hans egen modvillige rolle som nybagt far - og man er aldrig i tvivl om, at det altsammen kun kan få tragiske konsekvenser.
Nådesløst konsekvent
I endnu højere grad end »Pusher« er »Pusher II« nemlig en brutal og desperat film, der konsekvent dyrker grimhedens æstetik. Ligesom kollegaen Lasse Spang Olsen er Nicolas Winding Refn fascineret af det primitive og afstumpede, men mens Olsen jo gerne vil være hårdkogt humorist, holder Refn sin sti ren og dyrker en indædt alvor uden forsonende eller forskønnende elementer.
Det betyder, at man i »Pusher II« må savne bare en enkelt figur, som man kan føle en smule sympati for - som Laura Drasbæks rørende »champagnepige« Vic i den første film - og at man kan blive noget forknyt over den stupide aggressivitet, der præger samtlige ivrigt kokain-sniffende hovedpersoner i den nye film, både kvinder og mænd (selv om vi kort møder en venlig prostitueret spillet af den unikke Linse, der besidder Danmarks suverænt største bryster).
Ikke desto mindre er den misantropiske konsekvens iskoldt imponerende, og skønt den nye film begynder overraskende med en lang monolog optaget med ubevægeligt kamera, skifter den snart til samme stil som sin forgænger, dvs. Morten Søborgs håndholdte kameras rastløse udforskning af skumle miljøer i grove billeder med nærmest dokumentarisk effekt, hidsigt akkompagneret af Peter Peters dunkende rockmusik.
Uforglemmelig er især en på én gang dristig og pinlig sexscene på et bordel - hvor en splitternøgen Tonny kæmper længe og forgæves for at etablere en erektion - og ligesom et par andre scener er den holdt i dunkle rødlige billeder, som får den til at ligne optagelser fra et skjult overvågningskamera (et afgørende element i »Fear X«) og dermed giver tilskueren en ubehagelig følelse af at være voyeur.
Ubehagelig er i det hele taget et nøgleord i beskrivelsen af denne films bitre historie om frastødende mennesker i grimme omgivelser, men »Pusher II« er instrueret med så rå power, påtrængende intensitet, skræmmende troværdighed og tænderskærende energi, at man nærmest mod sin vilje suges ind i dens tarvelige univers og med spænding følger taberen Tonnys barnlige forsøg på at spille barsk for at skaffe sig status i et voldeligt misbrugermiljø.
Det er Mads Mikkelsens totalt uforfængelige psykologiske indlevelse og voldsomme fysiske nærvær, der primært bærer filmen, og uanset om man kan lide »Pusher II« eller ej - der er gode grunde til ikke at kunne - er den lavet med så dynamisk og kompromisløst talent, at man på én gang deprimeret og medrevet bøjer sig i betuttet beundring.
