Vinterberg vinder nyt romantisk land

I sin spillefilm nummer otte prøver Thomas Vinterberg noget helt andet end dystre danske dramaer. Han holder en fin og følsom balance i eviggyldigt kærlighedsdrama.

Matthias Schoenaerts og Carey Mulligan spiller de to hovedroller i Thomas Vinterbergs »Far From the Madding Crowd«. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Thomas Hardys »Far From The Madding Crowd« handler om kærlighed. Den svære kærlighed, der i 1870erne oven i købet havde en mængde sociale begrænsninger og som dengang modsat i dag ofte startede med et frieri, hvorefter man derfra begyndte at finde ud af, om hjerterne kunne svinge i takt. Selv om hovedpersonen Batsheba Everdene befinder sig »Fjernt fra verdens vrimmel«, som Hardys bog hedder på dansk, er hun i tvivl om, hvilken bejler der er bedst.

Batsheba (Carrey Mulligan) arver som ung et gods, som hun med knofedt og snusfornuft formår at drive mod omverdenens forventning. På det tidspunkt har hun allerede sagt nej til et frieri fra fårefarmeren Mr. Oak (belgiske Matthias Schoenaerts), der er en lavmælt og robust man. Senere spørger hendes rige nabo William Boldwood (Michael Sheen) om hendes hånd, men hun føler ikke noget for hans interesse. I stedet falder hun for sergent Troy (Tom Sturridge), der tager hende med storm. »Mød mig i skoven ved bregnerne«, siger han, og så står hun der. Men de mest angrebsivrige er ikke altid de mest pålidelige, viser det sig.

»Det er svært for en kvinde at udtrykke sin kærlighed i en verden skabt af mænd«. Det siger Batsheba på et tidspunkt, men der er flere facetter i historien end det. For eksempel den rækkefølge bejlerne melder sig i og hendes egen ubeslutsomhed. Tvivlen før man tager store spring har vi alle i os, og blandt andet derfor er historien og karaktererne Thomas Hardys roman eviggyldige. Dilemmaerne taler til vores grundfølelser. Som billetkøber til filmen ved man godt, hvem man hepper på. Også selv om man ikke har læst bogen. Forelskelse er nemlig ikke det samme som kærlighed.

Ny genre for Vinterberg

I betragtning af at Thomas Vinterberg forsøger sig i en ny genre, klarer han balancen mellem at lade personerne være realistisk tilbageholdte, som man var i 1870erne, og alligevel give dem moderne liv i de historiske kostumer forbilledligt. Mulligan undgår at Bathseba bliver for irriterende på trods af hendes ikke altid lige forståelige handlinger og Matthias Schoenaerts er en dejligt fysisk skuespiller, der kan klare at formidle budskaberne uden mange replikker men ved at strides med landskabet.

»Far From the Madding Crowd« er måske det øjeblik, hvor Thomas Vinterberg får revanche med kærlighedsstoffet, som det også var ambitionen om at lave film om i »It’s All About Love« i 2002. Med hjælp fra en god roman er balancen mere rigtig her og der er skruet op for varmegraderne. Hvis ikke man på forhånd vidste, at »Far From the Madding Crowd« var instrueret af Vinterberg, havde man nok ikke gættet det. Er det så at forråde sin kunstneriske vej, at han bevæger sig langt væk fra varemærket med de moderne sociale skæbnefortællinger som »Festen«, »Submarino« og »Jagten« eller er det et adelsmærke, at han tackler en ny og anderledes udfordring forbilledligt? Sidstnævnte, naturligvis. Tiltroen til Thomas Vinterberg vokser med dette på én gang stilsikre og varmt ulmende værk.

Hvad: »Far From the Madding Crowd«.

Hvem: Instruktør: Thomas Vinterberg. Medvirkende: Carrey Mulligan, Matthias Schoenaerts, Michael Sheen.

Hvor: Premiere over hele landet.