Spike Jonzes veje er uransagelige, og det interessante ved den amerikanske instruktør er, at man aldrig ved, hvad han kan finde på. Det har han vist tidligere, både med film han har instrueret som »Being John Malkovich« og »Orkidé Tyven«, og film han har produceret som Charlie kaufmans »Synedoche, New York« og Michel Gondrys »Human Nature«.

Nu har han kastet sig over et så utilgængeligt værk som børnebogen »Where the Wild Things Are« af Maurice Sendak, som siden 1963 har været en klassiker for mange amerikanske børn. En bog, der glimrer ved at indeholde ni sætninger og illustrationer for resten af pengene. Ikke meget at bygge en hel spillefilm på, men med vanlig appetit på skæve universer har Jonze ikke desto mindre taget den under kærlig behandling.

Flygter hjemmefra

Filmen følger den otte-årige dreng Max, der som børn er flest, er både sød, sårbar og møgirriterende. Han er overladt en del til sig selv, når hans enlige mor (Catherine Keener) er på arbejde, og da han en aften, da hendes nye kæreste er på besøg, føler sig overset, bliver hans opmærksomhedskrav for meget for moren. Det ender i et skænderi, som får Max til at løbe hjemmefra. En af de få forskelle fra bog til film, for i bogen bliver han sendt på sit værelse uden aftensmad.

Bortløbet, ude i skoven, drager Max til sit fantasiland, hvor han møder nogle troldelignende væsener. Særligt Carol, der på trods af navnet er af hankøn, bliver han gode venner med (stemme af James Gandolfini), måske fordi den barnlige, temperamentsfulde, men kreative trold minder om Max selv. Opholdet hos troldene og deres indbyrdes kampe, der bunder i forskelligheder i deres personligheder, er en fabel over Max egne konflikter, både af de indre og de ydre slags. Og lidt klogere på sig selv vender han til sidst hjem igen.

Rørende spil

I den helt afgørende rolle ses Max Records, som helt fænomenalt og meget rørende spiller drengen Max, der har det svært, allermest med sig selv. Det er hans præstation, der får en til at bære over med den spøjse blanding af computergenererede ansigter og pelskostumer, som troldene består af, og som i sidste ende drager en ind i en fortælling, der med sine virkemidler ellers godt kan distancere tilskueren. Med hans hjælp og med Jonzes vilje og mod til at gå anderledes veje, er »Where the Wild Things Are« blevet til en poetisk, lidt for lang, og til tider uforglemmelig oplevelse.