Kan der nogensinde fortælles en »sand« historie om racismen i USA?
Der findes selvfølgelig utvetydige historiske fakta, såsom at den sorte befolkning indtil 1960erne ikke havde samme borgerrettigheder som den hvide, men fakta er ikke i sig selv en historie. I Hollywood formidles historien om racismen derfor først og fremmest i form af enkeltpersoners subjektive erfaringer, og det er på denne måde, at den sorte instruktør Lee Daniels’ film »The Butler« bør opleves: Som en enkelt mands øjne på et helt folks kamp for retfærdighed. Og som sådan er »The Butler« en tidsrejse, der balancerer mellem det pertentligt seriøse og det behageligt sentimentale.
Den virkelige person, som filmen er inspireret af – den sorte butler Eugene Allen, der tjente i Det Hvide Hus under syv forskellige præsidenter, er dog i sig selv så oplagt dramatisk materiale, at man ind imellem studser over de friheder, som instruktøren tager sig med fakta.
Det skæmmer mest i filmens første tilbagebliksscene, der foregår i 1926, da Eugene (i filmen kaldet Cecil Gaines) endnu er barn. En hvid plantageejer voldtager ustraffet Cecils mor og myrder hans far foran talrige vidner. Denne hændelse er et rent digt i forhold til den virkelige Eugenes liv, og selvom den afspejler de ekstreme retslige tilstande der herskede i dens tids Syden, føles den unødigt voldsom i en fortælling, der i store dele formår at være både passende sentimental og stilfærdigt kompleks.
På flugt fra Syden får Cecil arbejde som tjener på et luksushotel i Washington, og her imponerer han en gæst fra Det Hvide Hus med sin elskværdige facon, hvilket bringer ham indenfor murene i Det Hvide Hus. Ved ansættelsessamtalen opridses hans plads i det ovale og andre værelser: At være den usynlige tjenende ånd. Frem for alt skal han holde sine personlige meninger ude af arbejdet: »Der er ingen plads til politik i Det Hvide Hus,« som det lyder med filmens eneste rigtigt sjove replik.
Vokskabinet
Cecils skiftende arbejdsgivere portrætteres naturtrohed af kompetente skuespillere som Robin Williams (Eisenhower), John Cusack (Nixon) og James Marsden (Kennedy), mens Ronald Reagan bliver vakt til live med mumlende jovialitet af Alan Rickman. Med et lille film-ironisk twist glimter den venstreorienterede skuespiller Jane Fonda i rollen som Nancy Reagan. Et vist præg af vokskabinet er der naturligvis over paraden af magtfulde mænd og kvinder, men alt i alt er det med til at gøre »The Butler« en meget underholdende film.
Forest Whitaker tager dog den fulde Oscar-stjælende opmærksomhed i titelrollen som Cecil Gaines, der har gjort det til en livsopgave at se verden gennem den hvide mands øjne og behov. Der er blød værdighed over Whitakers Cecil, når han serverer, både når præsident Lyndon B. Johnson raser over de oprørske »niggere« i Alabama, og når den svedende Nixon under Watergate bekender sig til ham, som var butleren det eneste menneske, han kunne stole på.
Her anslår Whitaker de samme resignerede strenge som Anthony Hopkins i sin tjenerrolle i »Resten af dagen«, hvor ydmygelser er et arbejdsvilkår på linje med underbetalingen. Og ligesom i »Resten af dagen« spilder butlerens professionalisme over i hverdagen, hvor hans tillærte stoiskhed og neutrale maske ikke længere kan lægges til side. Både hans alkoholiserede hustru Gloria (fint spillet af talkshowstjernen Oprah Winfrey) og hans to politisk aktive sønner får gennem årtierne gradvist sværere ved at forlige sig med Cecils rolle som underhund.
Det er med Glorias skiftende kostumer og funky franskbrødsfrisurer, at filmen tydeligst angiver overgangene mellem de skiftende tidsperioder, men Oprah Winfreys livfulde, forbitrede karakter er også med til at forhindre, at filmens sorte karakterer bliver reduceret til engleagtige martyrer.
To sønner, to veje
Da historien bevæger sig ind i de oprørske 1960ere, vælger sønnerne hver deres vej i kampen for ligeberettigelse. Den ene vil være det gode forbillede og tager til Vietnam, den anden radikaliseres som medlem af de voldelige Sorte Pantere. Den militante søn er en opfindelse i filmens manuskript, og igen føles filmen unødigt firkantet i sin gengivelse af historien om borgerrettighederne. Men der er bestemt også fine, rørende detaljer, som da Dr. Martin Luther King med enkelt bemærkning til en af Cecils sønner giver landets sorte tjenere oprejsning: »De har med deres pålidelighed og arbejdsomhed nedbrudt de hvides fordomme om den sorte mand«.
Filmen postulerer ikke dermed, at de sortes rettigheder blev vundet ved at vende den anden kind til, men den viser, at kampen blev vundet af alle slags mennesker, af såvel politiske aktivister som tjenende ånder. Og af magtfulde hvide som Ronald Reagan, der er den præsident, der omsider gør op med forskelsbehandlingen af hvide og sorte ansatte i Det Hvide Hus.
Som historielektion vil man kunne diskutere, om »The Butler« gør for meget vold på sit materiale, men der er næppe tvivl om, at Lee Daniels’ film tegner et overordnet billede af amerikansk racehistorie, som flertallet af både sorte og hvide amerikanere kan leve med.
Her falder holdningen hos den amerikanske befolkning naturligt sammen med Hollywoods behov for behageligt afrundede konflikter. Så selvom »The Butler« ind imellem provokerer tanken, som for eksempel da den sammenligner de sortes vilkår med den tyske Holocaust, gør den sig også skyldig i en forsætlig naivitet, når den indirekte postulerer, at racismens historie i USA var forbi med Barack Obamas indtog i Det Hvide hus. Og det er desværre nok ikke hele sandheden.
Hvad: »The Butler«.
Hvem: Instruktør: Lee Daniels. Medvirkende: Forest Whitaker, Oprah Winfrey m.fl.
Hvor: Premiere over hele landet.
