Man kan sjældent vide på forhånd, hvordan en film er, førend man har set den. Jeg havde store forventninger til denne film af Arnaud Desplechin, hvis fine ensemblefilm “A Christmas Tale” blev snydt for Den Gyldne Palme i 2008, da prisen i stedet gik til Laurent Cantets overvurderede “Klasseværelset”. Det var fem år siden, og hvad har Desplechin så brugt tiden til?
Han har brugt perioden til at forsøge at gøre springet til Hollywood med filmen “Jimmy P - Psychotherapy of A Plains Indian”, en filmatisering af en autentisk historie om en sortfods-indianer, der under sin deltagelse i det allierede felttog mod Tyskland under Anden Verdenskrig bliver påført et traume, der er ved at koste ham synet.
Benicio del Toro er overbevisende som den stoiske indianer, der rammes uforklarlige anfald, der lammer ham med smerter og synsforstyrrelser. På et veteran-hospital forsøger eksperterne at hjælpe ham, men må konkludere, at smerterne er psykisk betingede og at det ligger uden for deres rækkevidde at sætte sig ind i en indiansk psykologi. Derfor indkalder de en europæisk antropolog (Mathieu Amalric), der er specialist i indianerkulturen, og som måske kan oversætte den indianske tankeverden til et amerikansk, som kan gøres til genstand for psykoterapeutisk behandling.
Psykoanalyse kan sagtens være godt materiale for film, hvilket blandt andre David Cronenberg beviste i 2011 med sin Freud-film "A Dangerous Method". Selvom man nok har en fornemmelse af, at det bliver en snakkesommelig film, er man dog ikke forberedt på at en indianers tankegang kan være så kedsommelig og firkantet filmfreudiansk som i denne film.
De symbolske drømmesekvenser, der bringer mindelser om Hitchcocks gamle “Troldbunden” er mildt diverterende, og perioden straks efter verdenskrigen er autentisk skildret. Det er også forfriskende, at filmen forsåvidt helt undlader at gøre Jimmy Ps race til et “problem”, da alle de hvide læger behandler ham som alle andre af deres patienter - det typiske Hollywood-manuskript ville have betonet dette som en diskriminationssag.
Men da man for femte gang dykker ned i Jimmy Ps ulykkelige barndom har man mistet interessen for den stakkels indianer. Historien kunne have været en glimrende avisartikel, men rummer alt for lidt fremdrift til at blive andet end et slumretæppe på den psykoanalytiske divan.
