Det teknologiske er et nøglebegreb her, for det er ikke med tematisk originalitet, funklende dialog eller rigt nuanceret personskildring, at »Avatar« tager pusten fra sin tilskuer. Det er med svimlende virtuos udnyttelse af mediets mest avancerede tekniske muligheder, idet James Cameron blander realfilm med computeranimation - altsammen i dybdeskarp 3-D - så besnærende behændigt, at man hist og her simpelt hen ikke kan se forskel.
Historien foregår engang i fremtiden på planeten Pandora - alene navnet burde have tjent som en advarsel til filmens grådige skurke - hvor folk fra Jorden vil udvinde en kostbar malm ved minedrift.
Irriteret må de konstatere, at planetens indfødte befolkning, de flere meter høje og blå og med hale forsynede na'vi, er i vejen.
Så man må enten få dem til at flytte eller udrydde dem.
Velkendte temaer
Avatar er oprindeligt et sanskrit-ord for den hinduistiske gud Vishnus forskellige skikkelser under hans besøg i vores verden. I James Camerons film dækker det over, at hovedpersonen Jake Sully (Sam Worthington) - som sidder i rullestol og er udvalgt på grund af sin genetiske lighed med en netop afdød tvillingebror - på højvidenskabelig facon sættes i stand til at føre sig frem som na'vi, mens hans menneskekrop ligger i dvale, så han som spion kan blande sig med de indfødte og rapportere om deres adfærd.
Men så reddes hans liv ude i den farefulde pandoraske jungle af den smukke na'vi-pige Neytiri - et futuristisk svar på Pocahontas - og gradvis får Jake mere og mere sympati for de blå skabningers levevis i tæt pagt med naturen og det guddommelige. Hvis det får nogen til at formode, at »Avatar« tematisk minder om Kevin Costners »Danser med Ulve«, har de fuldstændig ret.
Jake har i øvrigt en videnskabelig chef spillet af den alien-vante Sigourney Weaver, men hendes ønske om at udforske den hemmelighedsfulde planet vejer ikke nær så tungt som den amerikanske kolonimagts hensynsløse begær efter at få fat på dens råstoffer. Der er med andre ord anti-imperialistisk civilisationskritik i James Camerons film, som dermed bliver til andet og mere end kulørt underholdning, men på det plan arbejder den med håndfaste klicheer og kan bestemt ikke kaldes subtil.
Visuel eufori
Det er som storslået spektakel, at »Avatar« får sin tilskuer til at tabe underkæben med et klask. På Pandora lever glubske dyrearter, som man aldrig har set magen til, og mens den utroligt livagtige skildring af dem får én til at mindes »Jurassic Park«, vandrer tanken under det afsluttende, ekstremt lange og voldsomme slag mellem mennesker og na'vier snarere i retning af »Star Wars«.
Det er selvfølgelig usædvanligt, at en film skildrer rumvæsener som mere sympatiske end os mennesker – den gamle tanke om »den ædle vilde« genoplives her – men det mest ekstraordinære ved Camerons gigantiske værk er dets dynamiske billeder, overvejende skabt på computere men stærkt realistiske. Her er frådende flyvende rovdyr, enorme guddommelige træer samt ikke at forglemme svævende klipper, og det er på én gang så dramatisk og så smukt, at man hensættes i en tilstand af visuel eufori.
En indvending mod »Avatar« kunne være, at den i passager ser ud, som om den primært er lavet netop for at imponere os, og at der dermed kommer noget demonstrativt og pralende over dens revolutionerende billeder. Ikke desto mindre ville man være et gnavent skarn, hvis man ikke lod sig forføre af denne fantastiske film, der underholder os mere storslået, end vi nogensinde er blevet det før.
