Ken Loach har gennem hele sin karriere brugt sit fag og sine film til at kommentere Verdens uretfærdigheder. Loach har en klar mission med sine film og således også med »Route Irish«, der retter en bredside mod de stadig flere private firmaer, der sender kontraktsoldater til krigszoner for at profitere på krigen - i dette tilfælde Irak krigen. Men Loach har pakket sit angreb mod krigens bagmænd ind i en film, der fint balancerer på grænsen mellem konspirationsdrama og socialrealistisk tragedie om krigens menneskelige efterspil.
Som så mange af Loachs film, har også »Route Irish« rod i det engelske arbejdermiljø. Barndomsvennerne Fergus og Frankie har været soldater sammen, men arbejder nu som lejesoldater for et privat firma. Under en orlov hjemme i Liverpool, får Fergus beskeden om, at hans ven er blevet dræbt på Route Irish, militærets kodenavn for Verdens farligste vej, der løber fra Baghdad lufthavn ind i den såkaldte Green Zone. Fergus føler helt naturligt skyldfølelse over sin vens død, det er nemlig ham, der har overtalt Frankie til at tage til Irak med udsigt til at tjene kassen en sidste gang.
Følelsen af, at Frankie ikke blot har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, vokser dog da Fergus får overrakt en mobiltelefon, som Frankie har sendt til ham inden han døde. På telefonen ligger videoklip af en brutal nedskydning af en civil familie i Baghdad, samt sms’er og lydklip, der alle indikerer, at Fergus og Frankies familie ikke har fået den korrekte historie om Frankies død.
Fergus sætter en større undersøgelse i gang, for at afdække de korrekte hændelser, der førte til Frankies død. Hans hidsige temperament og de ting, han opdager i sin jagt på sandheden, bringer selvtægtsmanden op i ham. Heldigvis holder kontakten til Frankies kæreste ham delvist jordbunden og han begynder at efterbehandle sine egne handlinger og prioriteter.
Set isoleret som konspirationsdrama, rummer »Route Irish« ikke de store overraskelser. Man er fra starten klar over, hvem historiens skurke er. Selv om alle stilles til regnskab, får en film med krig som tema aldrig nogen happy end i hænderne på Ken Loach, hvilket man også fornemmer tidligt i filmen. Der hvor filmen for alvor kryber ind under huden, er i Loachs skildring af en soldat, der pludselig får et helt andet syn på sit fag. Det er billedet af den tilsyneladende hårdføre mand, der midt i sin mission med at hævne vennens død, også begynder at opdage, hvad han selv har været en del af, som bliver siddende. Som da Fergus beskriver synet af en lemlæstet pige og siger: »hun peger på mig når jeg sover.«
Loachs erfarne håndværk og skarpe stil gør »Route Irish« til en solid, interessant og absolut seværdig film, med den meget jordnære pointe, at der ingen helte er i krig.
