Kunstens pris kan være høj. Og særligt når valutaen er mennesker og personlige relationer som i Lars H.U.G.s tilfælde.
Den danske sanger, sangskriver og billedkunstner har gennem hele karrieren været berygtet for sin evne til at slide folk omkring sig helt ned. I jagten på at realisere sin kunst har han drevet musikere, producere og teknikere til vanvid.
Han har tilmed selv et ord for den tilstand, som folk ender i: Hug-lag. Som i jetlag. Det tager nemlig noget tid at komme sig efter et ophold i Hugland. Enkelte kommer sig aldrig. I dokumentarfilmen »Hugland« får vi syn for sagn.
Her agerer instruktør Andreas Haaning Christensens kamera fluen på væggen under tilblivelsen af H.U.G.s comebackplade, »10 Sekunders Stilhed«, der udkom i efteråret 2014 – 11 år efter seneste plade, og hele 22 år efter seneste dansksprogede udspil, »Blidt Over Dig«.
Lars H.U.G. er sig naturligvis bevidst om den klassikerstatus, hans dansksprogede popplader har fået med årene, og det lægger yderligere pres på den nye, der skal være mindst lige så god.
Men når man er så kompromisløs og detaljeorienteret som H.U.G., er den slags noget, der tager tid. Fire år for at være helt præcis. Med endeløse indspilnings-sessions, mix-beslutninger, tvivl, frustration, pludselige indskydelser og små åbenbaringer.
Haaning Christensen tager os med bag kulisserne i det sidste kritiske år, hvor alle de løse ender skal bindes sammen til et sammenhængende værk.
To tålmodige fødselshjælpere har været med hele vejen:
Musiker, tekniker og producer Povl Kristian, der også var med på »Blidt Over Dig« og en ung, mandlig tekniker-praktikant (hans navn undslipper mig desværre).
Og gudskelov for de to herrer. For uden deres standhaftighed og villighed til at lege med på H.U.G.s julelege ville pladen nok aldrig være blevet til noget. Og så er de tilmed også lidt af en gave til filmen.
For hvor den ekstremt velsyngende H.U.G. konstant befinder sig i en tilstand af manisk selvfedme, er de begge rummelige og kan lukke lidt af luften ud af ballonen.
Genial og ulidelig
Praktikanten kalder meget rammende sin chef for både genial og ulidelig med henvisning til hans evne til at presse folk helt derud, hvor de er ved at kollapse. Fordi det først er dér, man rammer nerven.
»Hugland« er en stilistisk rå og håndholdt oplevelse, hvor der ikke er kælet meget for hverken æstetik eller dramaturgi.
På den måde afspejler den ret præcist den proces, der ligger bag det endelige, højglanspolerede produkt. På godt og ondt.
For selv om den føles low budget, så vinder den i sidste ende på den unikke adgang, vi får til en ellers lukket proces. Men vær beredt:
Selv om filmen kun varer 75 minutter, kan du godt regne med at redde dig et akut tilfælde af Hug-lag.
Hvad: »Hugland«.
Hvem: Instruktør: Andreas Haaning Christiansen.
Hvor: Premiere i Grand Teatret samt CinemaxX i København, Aarhus og Odense.
