Martin McDonaghs »Three Billboards of Ebbing, Missouri« er lige så vild som dens titel er lang.
»In Bruges«-instruktøren ruller simpelthen hele arsenalet ud i fortællingen om en rasende mor, der via tre lejede billboards går til kamp mod politiets manglende evne til at opklare hendes datters brutale mord og voldtægt. Og måske finder en form for forløsning undervejs, i det omfang en sådan er mulig, når brikkerne til livets puslespil er blevet spredt for alle vinde.
Mildred Hayes er en moderne westernheltinde, der rider ind i byen Ebbing med metaforisk dragne pistoler, klar til det endelige opgør. En kvindelig John Wayne i blå overalls og krigsklar rød bandana. Men også først og fremmest en MOR, der har fået så mange slag af skæbnen, at hun ganske enkelt ikke giver en flyvende fis for hverken sårede følelser, kræftdiagnoser eller andre af de problemer, de øvrige borgere i Ebbing, Missouri går og kæmper med. Hun er en kvinde på mission – og ve den der kommer i vejen for hende!
Det er hamrende morsomt, men også dybt tragisk og rørende. Ikke mindst fordi Mildred spilles af naturkraften Frances McDormand, som Martin McDonagh har skrevet rollen direkte til.
Hun æder rollen og spytter den ud i hovedet på os tilskuere. Hun er fantastisk. Rå, barsk, bandende som en havnearbejder og tilsyneladende helt udenfor pædagogisk rækkevidde i sin mission – men også dybt, dybt rørende i sin store altfortærende sorg. Sjældent har en filmpris været så fortjent som den Golden Globe hun netop har modtaget. Man kan kun formode, at der også venter en Oscar i horisonten.
Tilstedeværelsen af Frances McDormand sammen med filmens skæve og originale portræt af lilleby-Amerika, gør sammenligningen med Coen-brødrene umulig, og det er ikke en sammenligning, der altid falder ud til Martin McDonaghs fordel. Han skyder så vildt og voldsomt i alle retninger, at det ikke kan undgås, at nogle af kuglerne rammer forbi. Han mangler den overlegne kontrol over selv de mest absurde elementer, der er et af Coen-brødrenes kendetegn. Til gengæld har han en fuldkommen original fortælletone, med en forrygende anarki og respektløshed overfor alle tilskuernes forventninger – men til gengæld med et hamrende, bankende hjerte for sine skæve karakterer, hvis stædigt insisterende pulseren danner sammenhængskraft i en fortælling, der tit og ofte truer med at stikke af i lidt for mange retninger.
Hver gang det går helt over gevind med nedstukne tandlæger og malplacerede molotov-cocktails, overrasker McDonagh med en sprække ind til den sorg og smerte – men også med-menneskelighed og empati – der bølger lige under vreden. Som da den kræftramte politichef spytter blod i hovedet på Mildred under et af deres mange ophedede skænderier og chokeret undskylder: »Det var ikke min mening«, hvortil hun helt blødt replicerer »Det ved jeg godt, skat«. Pludselig går det op for en, at de to ikke – kun – er kombattanter, men faktisk venner, med en stor del sympati for hinanden. Livet er ikke sort-hvidt, og det er »Three Billboards of Ebbing, Missouri« bestemt heller ikke. Heldigvis. Til gengæld er den en film, man både kan grine af, græde over og blive både forpustet og lidt klogere af.
For »Three Billboards Outside Ebbing, Missouri« er måske nok både en western, en kulsort komedie og et stykke syret americana. Men den er først og fremmest en film om sorg. Om at give slip. Tilgive. Og tage livet tilbage i al dets forkrøblede herlighed.
»Three Billboards Outside Ebbing, Missouri«
Instruktør Martin McDonagh. Medvirkende: Frances McDormand, Sam Rockwell og Woody Harrelsson
