Varm men uoriginal

En afdanket coach fra amerikansk fodbold med efternavnet White må flytte til McFarland. Lidt af et udsted i Californien, hvor befolkningen for det meste er af mexicansk afstamning. Da han igen rager uklar med cheftræneren på fodboldholdet, bemærker han, at de unge i området er seje og gode til at løbe, fordi de plukker grøntsager fra tidligt om morgenen og løber i skole.

De har ikke råd til biler. White starter et cross country løbehold og vinder gradvis de skeptiske unges respekt. De går fra at kalde ham »Blanco« til »Coach«, og skabelonen fra de taber filmens første løb til de vinder det sidste, statsmesterskabet, er ret så forudsigelig og fremstillet i en noget mere rosenrød Disney-belysning, end virkeligheden kan bære. White er nemlig virkelighed, og fra hans første gevinst blev han boende i McFarland og vandt ni af 14 mulige statsmesterskaber. Følelserne i filmen er friseret frem i front i løbefilmen, men originaliteten kommer aldrig ud af starthullerne.

Hvad: »McFarland«.

Hvem: Instruktør: Niki Caro. Medvirkende: Kevin Costner, Maria Bello.

Hvor: Premiere i København og Aarhus..

Kevin Costner spiller løbetræneren Jim White, der vinder de unges respekt. Fold sammen
Læs mere