Vampyren alle piger drømmer om

Alverdens teenagere går i øjeblikket amok over tidens største teenage-fænomen, »Twilight«. Og ingen får mere opmærksomhed end 24-årige Robert Pattinson, filmseriens vampyr. Berlingske Tidende har mødt ham forud for danmarkspremieren på »The Twilight Saga: Eclipse« i morgen.

Robert Pattinson spiller i ’Twilight’-serien den ultimative kombination af bad boy og romantisk helt: en vampyr, der vil gøre hvad som helst for at beskytte sin elskede. Endda tilsidesætte sine egne ønsker og drifter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så bliver det ikke mere menneskeligt.

»Undskyld, jeg skal liiiige...,« smiler Robert Pattinson og ser oprigtigt ud som om, han er pinligt berørt, inden han smutter ud på toilettet. Ikke så meget over toiletbesøget som over, at han nu har taget dyrebare minutter fra den i forvejen afmålte interviewtid. For nok er Robert Pattinson tidens største sexsymbol blandt det yngre publikum, men han er også bare en helt almindelig velopdragen ung brite, der ikke har glemt sine gode manerer. Og i øvrigt slet ikke er i stand til at forholde sig til, at hans blotte tilstedeværelse får teenagepiger i hobetal til at skrige sig hæse.

»Det er surreelt. Jeg forstår aldrig helt, hvor alle de mennesker kommer fra. Jeg tror ikke engang det rigtigt er mig, de skriger af. Jeg tror, de skriger for hinanden,« siger han smågrinende, da han er vendt tilbage fra sit lille ærinde, har undskyldt mange gange, og i øvrigt forsikret om, at han vil gøre, hvad han kan for ikke at være kedelig og gentage for mange ting, han allerede har sagt i de tusindvis af interviews, han har givet siden den første film om vampyren Edward, »Twilight«, fik premiere i 2008. »Men det bliver nok lidt svært,« som han knastørt konstaterer.

Hele det store Twilight-cirkus startede i 2005 med udgivelsen af Stephenie Meyers første roman om pigen Bella, der flytter til den regnvåde lilleby Forks i staten Washington, hvor hun forelsker sig passioneret og gengældt i den smukke vampyr Edward. En passion, der aldrig kan udleves i mere end forsigtige kys, for selvom Edward har afsvoret menneskeblod, er han bange for, at de naturlige instinkter vil tage over og få ham til at dræbe sin elskede, hvis han bliver for ophidset. Eller endnu værre - forvandle hende til en vampyr og derved dræbe hende sjæl. Twilight blev fulgt af yderligere tre bøger: New Moon, Eclipse og Breaking Dawn.

Serien blev næsten øjeblikkeligt en gigantisk succes blandt især teenagere og deres forældre. Forældrene, ikke mindst i de mere kristne dele af USA, var vilde med ideen om en historie, der hyldede afholdenhed blandt teenagere. Mens deres teenagedøtre faldt for den romantiske historie og Stephenie Meyers evne til at sætte ord på teenageårenes drømme, længsler og følelse af hele tiden at være lidt forkert i forhold til »alle de andre«. Og så faldt de ikke mindst for beskrivelsen af den galante vampyr Edward, der med Stephenie Meyers ord var »det smukkeste væsen, der nogensinde var blevet født«.

Skæve roller

Med filmatiseringen af de tre første bøger - kulminerende med »Eclipse«, der får dansk premiere i morgen - er Twilight gået fra at være en succes til at være et decideret kulturfænomen, og Robert Pattinson er blevet en megastjerne, som ikke kan gå i fred på gaden for sine kvindelige fans, der synes at have en næsten overnaturlig evne til at opspore, hvor han befinder sig.

»Bortset fra i Tokyo. Der bliver jeg af en eller anden grund aldrig genkendt. De går åbenbart ikke så meget op i vestlig populærkultur,« joker Robert Pattinson - der for længst har opdaget, at den eneste måde at tage virakken på er med et smil. Til fansene, medierne - og hvis han overhovedet kan overskue det også til de paparazzifotografer, der er lige så allestedsnærværende i hans liv som de hylende piger.

»For et stykke tid siden blev jeg fotograferet i Marks and Spencer, mens jeg købte underbukser. Underbukser?? Helt ærligt. Hvor interessant kan det være?«

Med knivskarpe kindben og øjne så blå som himlen over Hollywood, ligner Robert Pattinson den fødte stjerne. Men stod det i kortene, var det ikke lige de kort, Robert Pattinson selv studerede, da han endnu var en ung, ukendt skuespiller fra London, hvis hang lå til mere skæve roller som den excentriske maler Salvador Dali i »Little Ashes« eller som spastisk musiker i »How to Be«.

Kedeligt normalliv

Men med rollen som den perfekte, men uheldige, troldmandselev Cedric Diggory i »Harry Potter og Flammernes Pokal« fik filmverdenen øje på, at her var en knægt, der ikke alene havde talent, men også pyntede på lærredet med sin blotte tilstedeværelse. En, som de siger i Hollywood, »winning combination«. Resten er historie. Men berømmelsen har en bagside. Robert Pattinson har for længst været nødt til at opgive at leve et normalt liv. Når han er på filmoptagelse eller går til filmpremierer, bliver han fulgt af 25 bodyguards, og han har præsteret at gemme sig i en kasse for at slippe for de skrigende horder. Og jo, en gang imellem kan han da godt drømme om at leve et helt almindeligt liv.

»Men så kommer jeg til at tænke på, hvordan mit helt normale liv var - og det var dødkedeligt,« griner han. »Det kan godt være, at jeg ikke kan gå i byen og den slags nu, fordi jeg hele tiden bliver genkendt. Men jeg gik heller ikke i byen før »Twilight«, for dengang kunne jeg ikke komme ind nogen steder. Jeg stod aldrig på gæstelisten.« Berømmelsens paradoks i en nøddeskal!

Venner er tryghed

Faktisk foretrækker Robert Pattinson at blive »hjemme« - der de seneste to år har været lig med det hotelværelse, hvor han den dag, uge eller måned har smidt sine tre trofaste kufferter.

»Jeg arbejder altid, og jeg er altid omringet af folk, der siger, at jeg skal gøre dit eller dat. Så jeg er blevet virkelig god til at være alene,« siger han med eftertryk. »Det er så meget lettere slet ikke at tale med nogen. Jeg tilbringer alt for meget af min tid med samtaler, der aldrig når dybere end »hej, hej, hvordan går det?« og »hav en god weekend«. Det er det. Så vil jeg hellere læse en bog eller se en film. Jeg bestiller stort set ikke andet... jeg er sådan en taber!« Det sidste bliver sagt med endnu et stort grin.

Og nej, han er ikke ensom, bedyrer han. »Jeg har stadig de samme venner, som jeg havde, før jeg blev kendt. Jeg ser dem bare ikke så tit. Men det er okay. De fleste af dem er musikere eller skuespillere ligesom mig, så de forstår det godt. Overfor dem har jeg altid været den samme, og vores venskaber kan godt rumme, at der indimellem går et halvt år, hvor vi ikke ses. Det giver mig en fantastisk tryghed.«

Et virkeligt cirkus

Med vennerne kan han slappe af og være »Rob« og ikke legemliggørelsen af den perfekte mand, der får pigerne til at skrige »gift dig med mig«, og forære ham små flasker med deres eget blod. Hvis de da ikke ligefrem passioneret beder ham om at bide dem. Som var de Bella og han virkelig Edward.

»Det er ét stort cirkus, og du lærer hurtigt, at hvis du går bestemte steder hen, så vil der være skrigende piger eller paparazzier. Og det er op til dig at finde ud af, hvordan du skal forholde dig til det. At tænke »nå ja, så lader jeg bare være med at tage derhen«, hvis du ikke har lyst til den form for opmærksomhed,« siger han og tilføjer - overraskende oprigtigt, med tanke på hvor mange gange han må have vendt scenariet i hovedet. »Men jeg tror aldrig, jeg helt har indrømmet over for mig selv, at det her faktisk opsluger hele mit liv. At det er mit liv.«

For Robert Pattinson kan lige så lidt genkende det billede af sig selv, han ser spejlet i de beundrende blikke fra de kvindelige fans, som han kan genkende de mange historier om ham, der cirkulerer på internettet - senest at han skulle være i familie med den virkelige grev Dracula!

»99 procent af det, de skriver, er fri fantasi. Det eneste, jeg laver, er at optage og promovere film, der er ikke noget i mit liv, der er en god historie,« sukker han. Tilsyneladende endnu uden at være klar over, at med en status som teenagefænomen skal man ikke have en god historie. Man er den gode historie.«