Vi lever i vampyrens tidsalder, for aldrig har der været en så stærk bølge af vampyrfilm. Selvfølgelig først og fremmest ført an af »Twilight«-hysteriet, der er godt fulgt op af et hav af film og diverse TV-serier som »True Blood«, »Vampire Diaries« osv. I den alternative kategori har vi også set et svensk bud, den fine »Lad den rette komme ind« og nu også en koreansk film med instruktør Park Chan-wooks »Thirst«. En meget anderledes genrefilm, der nærmest undsiger sig genren. For få instruktører kan lave film, der både tilfredsstiller horror-fans og artcinema-publikummet på samme tid, men det er, hvad Park har gjort (efter sin i hjemlandet gigantiske action-succes »Joint Security Area« med film som »Oldboy«, som vandt Guldpalmen i Cannes i 2004, sin »Vengeance«-trilogi og nu »Thirst«.

Og ved at gengive handlingen i »Thirst« får man måske et indtryk af, hvilket sammensurium historien er, der oveni bevæger sig på kanten af det farceagtigt komiske, dybfølt og erotisk drama og det bloddryppende voldsomme. Den katolske præst Sang-hyun, spillet af en af Sydkoreas mest benyttede og populære skuespillere, Song Kang-ho, er en renhjertet og opofrende troende, der med glæde giver sit legeme til et vaccine-eksperiment mod en farlig virus. Han er tæt på at dø af den bebyldede sygdom, men overlever, da han i sidste øjeblik får en blodtransfusion med - viser det sig - vampyrblod.

Han gør alt for at holde sin blodtørstige trang nede og ikke slå ihjel for den, men da han møder en af sine barndomsvenner og dennes kone, Tae-ju (den sydkoreanske skønhedsdronning Kim Ok-vin), bliver han og Tae-ju forelsket, og præsten får svært ved at stå imod alle sine kødelige lyster, bogstaveligt talt.

Da han får opfattelsen, at Tae-ju bliver mishandlet af sin mand og dennes dominerende mor, går han med til at slå manden ihjel. Og det er herfra, Parks inspiration fra Emile Zolas roman »Thérèse Raquin« dukker op. I mordet og den slagtilfældsramte mor, der ikke kan bevæge andet end øjnene og til sin rædsel bliver vidne til de følgende uhyrligheder af vampyrsult.

Det er ikke det sædvanlige velpolerede vampyr-teenagepetting, vi er vant til fra de amerikanske film, men en slags Twilight på amfetamin. Mørkt, morsomt, ikke helt sammenhængende i sin historie og heller ikke altid ligevægtigt i sin udførelse. Men det er Park Chan-wook i sin helt egen originale form og hurra for det.