»Valhalla Rising« er ulideligt selvhøjtidelig

Nicolas Winding Refns »Valhalla Rising« er flot at se på. Men vores anmelder gætter på, at otte eller måske ni ud af ti tilskuere vil hade den.

Foto: Scanbox. Mads Mikkelsen spiller hovedrollen som One Eye i Valhalla Rising.S
Læs mere
Fold sammen

Problemet er, at Nicolas Winding Refns »Valhalla Rising« begynder som en actionfilm, men ikke er det.

I filmens første scener er en énøjet og permanent tavs kriger engang i vikingetiden fange hos en fjende, som tvinger ham til at udkæmpe voldsomme gladiatorkampe med andre fanger. Her er filmen så brutal, at sarte sjæle vil være tilbøjelige til straks at forlade biografen, mens den hærdede actionfan vil slikke sig om læberne.

Web-tv: Mads Mikkelsen som blodig kriger - se anmeldelsen

Han vil blive bittert skuffet, for da det er lykkedes for krigeren - der får tilnavnet One Eye - at flygte fra sine fangevogtere sammen med en hjælpsom dreng og slutte sig til en flok kristne korsfarere, der vil til Jerusalem og befri den hellige stad, går filmen ud fra traditionelle kriterier næsten totalt i stå. Krigerne sejler gennem en tæt tåge og havner i et landskab, som afgjort ikke ligner Palæstina, men hvor deres anfører - der begynder at minde om Aguirre i Werner Herzogs film - fabler om at grundlægge et nyt Jerusalem. Det får han svært ved, for alle hans mænd dør én efter én, mens de enten vandrer formålsløst rundt eller sidder og stirrer traurigt ud i luften. Og til sidst er der kun One Eye og drengen tilbage. Et stykke tid.

Læs også: Indre og ydre kaos med »Valhalla Rising«

I optakten til »Valhalla Rising« demonstrerer »Pusher«-instruktøren Winding Refn, at han skildrer vild vold bedre end nogen anden herhjemme, men hans ambition med denne film er en helt anden og mindre gennemskuelig. For filmen forlader gradvist enhver form for realisme og normal narrativ struktur, og hvis man skal holde ud at se den færdig, må man vælge at opleve den som symbolsk, altså som en allegori.

Set på den måde er »Valhalla Rising« vidt åben for fortolkninger, og dens prætentiøse kapitelinddeling gør ikke én klogere. Vi forstår kun, at vi havner i en eller anden udgave af Helvede, hvor personerne - måske - må bøde for deres synder, og vi tør ikke sige med sikkerhed, om One Eye er en straffende Messias eller tværtimond en dæmon. Selv siger han ikke ét ord i hele filmen, og de øvrige personer er mildest talt fåmælte, så filmens mulige dybere indhold må hentes i Morten Søborgs stærke billeder. Dvælende landskabsbilleder filmet i det skotske højland og lange, lange nærbilleder. Hvad betyder de? Betyder de overhovedet noget?

Ulideligt selvhøjtidelig

Den besynderlige vikingefilm virker stærkt inspireret af værker som »Den yderste dom« og »Vandringsmanden« af den russiske mystiker Andrej Tarkovskij - det vil sige kryptiske fabler af dunkelt religiøst tilsnit - og i Winding Refns egen produktion ligner filmen mest den sære »Fear X«, hvorimod den intet har fælles med instruktørens foregående film, den originale og stærkt underholdende »Bronson«.

Mads Mikkelsen skuler skummelt som One Eye, og han befinder sig i en film, der både er kvindeløs og glædesløs. Den kan roses for sit mod til at være anderledes, men dens selvhøjtidelighed er ulidelig, og jeg gætter på, at otte eller måske ni ud af ti tilskuere vil hade den.