Valentine's Day - en klæg buffet

Valentine's Day ender som tag-selv-bord med for meget af for dårlig kvalitet.

Valentine's Day minder med sit stjernespækkede ensemble med Julia Roberts som en af 16 hovedpersoner om en anden romantisk højtidskomedie, den britiske julefilm »Love, Actually«.

Bortset fra, at den ikke er sjov. Garry Marshall har ellers begået «Pretty Woman« og den oversete, brilliante »Pige overbord«, men hans film er af svingende kvalitet.

LÆS OGSÅ: Flere anmeldelser fra berlingske.dk - kultur!

Det kan også siges om de mange sammenvævede plots i hans bud på en Valentine's-klassiker. Marshalls film viser, hvor grumt det er at være alene den famøse 14. februar og overrasker med sin, relativt, jordbundne tilgang til Hollywoods romantiske myter. Og ved sin insisteren på at vise USA, som det er, multikulturelt, også når det gælder seksualitet.

På afstand i Danmark virker virakken om den i amerikansk kultur ekstremt hypede og topkommercielle mærkedag til gengæld for hysterisk. Et blomsterbud pointerer, at »Folk tror fejlagtigt, kærlighed kun er ægte, hvis den kan vises frem som statussymbol«.

Men multiplottet løber løbsk, og »Valentine's Day« ender som tag-selv-bord med for meget af for dårlig kvalitet.


Den officielle trailer for Valentine's Day: