Nogle film skal ses med dobbeltblik for at give fuldt udbytte: Det ene følger den konkrete handling, mens det andet har øje for historien på et mere allegorisk plan.
Det gælder også »Free Fire«, der er en såkaldt »single location movie«. Altså en film, der udspiller sig på ét sted, der her er en forladt fabrikshal i udkanten af Boston en nat i 1978, hvor en våbenhandel skal finde sted.
På den ene side står en gruppe irere med en kuffert penge, på den anden en broget flok med kasser fulde af automatvåben. Stemningen er anspændt, og det går da også galt.
Dét, der skulle være en diskret handel, ender som et larmende blodbad, hvor den ene efter den anden bliver såret, og hvor projektiler rikochetterer mod bygningens stål og beton.
Udfordringen for instruktør Ben Wheatley – der også stod bag dystopien »High-Rise« – er at holde intensiteten og hele tiden etablere nye, spændende situationer.
Det lykkes langt hen ad vejen, og humor er en af hans metoder, side om side med ild, joints, forræderi, flirt, Tarantino’ske sidespor – og olierede skæg.
Men »Free Fire« handler oftest om mænd, der kravler rundt på et beskidt gulv for ikke at blive ramt, og er – her er vi ved den allegoriske læsning – et billede på, hvad våben gør ved os. Med dem i hænderne forvandles vi til blinde dyr, til orme, uden retning eller moralsk kompas.
Måske en kommentar til USA’s liberale våbenlov? »Free Fire« er under alle omstændigheder ganske underholdende, ikke mindst i kraft af sine replikker, der klinger rent og skarpt. Vel er der lidt stiløvelse over single location-konceptet, men hvad gør det, når stilen er god.
Free Fire. Free Fire. Brie Larson, Cillian Murphy. Premiere over hele landet.
