I forrige afsnit af DRs danmarkshistorie var der fem klip med Politiken og ingen med Berlingske Tidende eller Nationaltidende. To scener med den nationalkonservative Christian X viste ham med Politiken, mens han tilsyneladende ikke læste de aviser, der stod ham politisk nært.
En historiker tilknyttet DR, Jes Fabricius, der både optrådte i dette afsnit som historiker og sad parat i DRs radioudsendelse, hvor lyttere kunne ringe ind, skrev i et læserbrev i Berlingske, at Christian X da også læste Politiken. Ja, ja den er god med dig Fabricius.
Hvis serien skulle være autentisk, så ville det være naturligt, at kongen læste Berlingske Tidende eller Nationaltidende og ikke Politiken, men DR-folkene kender nok ikke andre aviser end Politiken. Men hvad værre var, som også Søren Pind gjorde opmærksom på i sin blog, var skildringen af tyskernes invasion farvet af det kulturradikale historiesyn, som om der intet andet var at gøre end at overgive sig og samarbejde. Afsnittet fik to stjerner af undertegnede.
Dette sidste afsnit af danmarkshistorien er værre. Afsnittet starter i 1942 og omtaler den voksende modstand mod tyskerne. Man ser socialdemokraten Inger Merete Nordentoft blive arresteret af tyskerne og beskrevet som medlem af modstandsbevægelsen. Så toner amatørhistorikeren, forfatteren Pia Fris Laneth frem og siger:
»Hun var en del af den kulturradikale bevægelse i 1930erne, hvor intellektuelle, socialdemokrater og kommunister så det som deres vigtigste opgave at bekæmpe fascismens menneskesyn og propaganda. De gik ind for lighed mellem kønnene og de gik ind for demokrati.«
Det er usandt. Mange kulturradikale i 1930erne var stærkt kommunistisk påvirket, og de og kommunisterne gik ikke ind for demokratiet.
Dernæst træder Politikens fhv. chefredaktør Bo Lidegaard frem og taler om Jens Otto Krag og dennes store sociale indignation. I afsnit otte var det arbejderlederen Louis Pio, der var helten. I forrige afsnit var det socialdemokratiets leder Thorvald Stauning, som blev hyldet for at skaffe lighed og retfærdighed til landet.
Og i dette afsnit er det Jens Otto Krag, der fuldkommen fylder skærmen ud i bogstaveligste forstand. Han prises i scene efter scene for sin indsats for landet, og der er ikke et ord om, at han under besættelsen var en fortaler for et nært økonomisk samarbejde med Tyskland. Bo Lidegaard får ordet gentagne gange for at prise Jens Otto Krags indsats for at fremme et velfærdssamfund. Ikke en eneste borgerlig politiker nævnes.
Frihedskampen er sporadisk beskrevet og den repræsenteres af Inger Merete Nordentoft og bl.a. de kommunistiske arbejdere på arbejdspladsen B&W, hvis indsats for at skade tyskerne omtales. I en scene, der beskriver modstandsviljen, ser man en ung mand plante det kommunistiske flag med hammer og sejl.
Der er ikke en eneste borgerlig frihedskæmper eller organisation nævnt og heller ingen borgerlige politikere. Væk er præsten Kaj Munk, den konservative leder og modstandsmand Christmas Møller og de andre borgerlige, der kæmpede mod nazismen. Ikke en eneste er nævnt.
Det er en yderst tynd kop te, der serveres om besættelsestiden. Det nævnes, at danskerne handlede aktivt for at redde jøderne til Sverige, men der er ikke et ord om vor omfattende eksport til Nazityskland og øvrige samarbejde, som uden tvivl kostede jøder og andre uden for landets grænser mange ofre, fordi Danmark var med til at styrke nazisterne. Det er en stor konsensushistorie, der fortælles, som vi har set det i hjemstavnshistoriske værker af netop Bo Lidegaard.
Pludselig er vi ude af krigen og i 1945 og fortællingen vender tilbage til Inger Merete Nordentoft. Vi får at vide, at man både i kommunistiske kredse og udenfor havde »begejstring« for Sovjetunionen for de ofre, landet havde ydet i kampen mod nazismen. Men der er ingen oplysning til unge mennesker om, den tragiske virkelighed, nemlig at Stalin først havde sluttet en pagt med Nazityskland og siden havde ofret millioner af landsmænd i håbløse angreb og deporteret andre millioner til Gulag.
Alt dette er mørkelagt, og det er sikkert, fordi det kunne skæmme heltebeskrivelsen af Inger Merete Nordentoft, der meldte sig ind i kommunistpartiet efter krigen. Det var der mange, der gjorde, men Nordentoft meldte sig først ud efter Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956, hvilket serien omhyggeligt beskriver med Nordentoft i nærbillede. Men serien spørger ikke, hvorfor hun ikke meldte sig ud før, for også tiden kort efter krigen var en terrortid, hvor Stalin sendte millioner til Gulag og lavede skueprocesser bl.a. mod jøder. Det var der klar dokumentation for, men Nordentoft tav og det samme gør DR nu.
Serien slutter med Den kolde Krigs afslutning, og man giver selvfølgelig æren for optøning og samarbejde til kommunisten Mikhail Gorbatjov og ikke til Ronald Reagan. Det er også her den eneste korte bemærkning om de borgerlige politikere finder sted, idet det nævnes, at den borgerlige regering i 1970erne skar økonomisk ned, hvilket ramte mange familier, men dog reddede økonomien.
DR har med dette afsnit lavet en politisk ensidig og useriøs udgave af danmarkshistorien. Unge mennesker misinformereres. Det er politisk propaganda i år 2017. Borgerlige politikere med en historisk bevidsthed og kampmod burde protestere.
DRs danmarkshistorie: Velfærd og kold krig
Manuskript: Anne Røgils
Instruktion: Claus Pilehave
