Uregerlig Winding Refn leverer isnende uhygge og afgrundsdyb skønhed

Nicolas Winding Refn er stadig sit helt eget uregerlige og stilbevidste jeg. Heldigvis. »Neon Demon« er både afgrundsdyb smuk, isnende uhyggelig og overraskende morsom.

Nicolas Winding Refn poserer til filmfoto i anledning af »Neon Demon«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Filmfoto "The Neon Demon"

»Beauty is not everything. It’s the only thing,« siges det i Nicolas Winding Refns »Neon Demon«. Det kan oversættes til: »Skønheden er ikke alt – det er det eneste.«

Sådan lyder mantraet i den verden af topmodeller i Hollywood, som den kun lige netop fyldt 16-årige Jesse (Elle Fanning) ankommer til. Jesse er mere naturligt smuk end de andre modeller, der vil slå ihjel for den lethed, hun går ind i faget med.

I den første time af filmen bruger Nicolas Winding Refn al den reklamefilmsæstetik, han har lært sig i reklamefilm for blandt andet Lincoln-biler. Langsomt i tableauer, der samlet set kunne udgives som en fotobog, bliver vi ført ind i en kold og væmmelig modelverden.

Industrial disco og en blanding af klare sparsomt orkestrerede billeder og mættede billeder af byen Hollywood strammer stemningen umærkeligt for hvert eneste nye klip.

Efter filmen fandt jeg ud af, at jeg havde svedt tran, og mine ben ryster næsten endnu, mens jeg skriver disse linjer.

Der er jo det med skønhed, at lige ovre på den anden side af, hvor den topper og bliver perfekt, ligger der noget uhyggeligt, grusomt og livløst og lurer.

»Er det din egen næse,« spørger en modelveninde, men Jesse klarer alle forhindringerne og tror snart selv på sin egen gudindestatus. Efter hun er kommet til tops, hænger filmen smukt og stillestående ved siden af fuldmånen og svæver et sted over Hollywoods skyline med sin helt egen æstetik og små byger af giftige replikker om modebranchen, hvis vrangside sjældent er ramt så præcist.

Og det er for så vidt både kvindekønnets higen efter at nå til tops som modeller og mandekønnets kynisme i udvælgelsesprocedurerne. Absolut ingen går ram forbi i Nicolas Winding Refns visuelt veloplagte og tematisk stramme film.

I sidste tredjedel blæser Refn så til horrorangreb med elementer af nekrofili og kannibalisme, og det var formentlig det, der fik rundt regnet 25 katolikker til at buhe under verdenspremieren ved pressevisningen torsdag aften i Cannes. I min bog er det blot endnu et adelsmærke, når den slags sker.

Nicolas Winding Refn laver flotte film, og han laver film, der går i kroppen på en, men han laver ikke film for at behage nogen, og han laver heller ikke intellektuelle film. Og heldigvis for det. Faktisk er hans film humlebien, der ikke kan flyve i Cannes.

Til gengæld var der en befriende omgang humor i horrordelen, som dem, der tør gå med det sidste stykke, vil forstå at værdsætte.

Ud over at hvert enkelt billede er en nydelse, har Refn været omhyggelig med sin casting. Om Elle Fanning er den smukkeste kvinde i filmen, vil nok blive diskuteret en del, men hun har den udstråling, der kan bære mange udtryk mellem ufarlig fe og farlig frille.

Jena Malone og Christina Hendricks stråler også giftigt, og så har to mandlige skuespillere fået særdeles saftige biroller. Keanu Reeves mindes jeg ikke at have set bedre længe som snusket hotelejer med fuldskæg, mens Alessandro Nivola er en fryd som topdesigner. Han leverer en mimik sin rolle, der er så præcis, at havde »Neon Demon« været en mainstream film, var Oscar-rygterne begyndt at rumle allerede nu.

Heldigvis er der ikke det mindste mainstream over »Neon Demon«. Nicolas Winding Refn har smuglet sin helt egen film ind ad bagdøren i filmbyen Hollywood.

»Neon Demon« er lavet for amerikanske, danske og franske penge, men den er så lidt amerikansk, at det virker, som om Winding Refn har kunnet gøre, hvad han ville i Hollywood og omegn. Hvilket naturligvis aldrig kunne lade sig gøre, hvis han havde lavet en rent amerikansk finansieret film.

Og det er til dels her i sin planlægning af kunstnerisk uafhængighed, at Nicolas Winding Refns store succes ligger. Og så selvfølgelig i det mod - nogen vi kalde det overmod - han afsikrer og smider sine kunstneriske håndgranater med.

Tænk blot på, hvor forskellige film som »Pusher«, »Bronson«, »Valhalla Rising«, »Drive« og »Only God Forgives« i virkeligheden er. »Neon Demon« lægger alen til Refns ubestikkelige, uregerlige og flabede ry.

Det befriende ved instruktører som Lars von Trier og Nicolas Winding Refn - selv om ingen af dem sikkert har lyst til, at man nævner dem i samme sætning - er, at de er så meget sig selv.

Og hvis ikke det giver unge instruktørspirer lyst til, at lyve, prale, stjæle og snyde sig vej ind til filmpengene med et sødt lille spiseligt manuskript for derefter at gå amok og gøre lige nøjagtigt, hvad de har lyst til, så ved snart ikke, hvad der kan sikre os en ny generation af ledestjerner i dansk film.

Hvad: The Neon Demon

Hvem: Instruktør: Nicolas Winding Refn. Medvirkende: Elle Fanning, Keanu Reeves, Jena Malone, Christina Hendricks.

Hvor: Set på filmfestivalen i Cannes torsdag aften. Premiere over hele landet torsdag 9. juni.